Hvilken forandring

Dette indlaeg er skrevet paa en pc i lobbyen paa et hotel i bjergene ved middelhavet - derfor de 3 manglende danske bogstaver.

Dagene lige nu bruges paa den rejse der markerer den milepael vi naaede i vort forhold i foraaret.

Forunderligt som nogle timers flyvetur kan bringe en til sol, smukke byer, gestikulerende mennesker og koersel paa halsbraekende smaa serpentinveje i bjergene - alt i medens vi igen stortrives efter smaa 14 dages "helvede" i vores forhold foranlediget af - og tilskynnet af mig - min kvindes forsoeg paa at laegge det allersidste medicin.

Det gik desvaerre ikke; men nu efter 3 dage, er vi ved at finde hinanden igen og nyder at tage os af hinanden og det smukke landskab vi er midt i inden vi om en uge atter er tilbage.

Tilbage er for mig "kun" at kapere, at der er forhold hvor jeg, lige saa meget jeg forsoeger at vaere omsorgsfuld, toldmodig og hensyntagende overhovedet ikke magter at hjaelpe min kvinde da hun var paa vej tilbage i depressionens vold.

Kaerligst

En tid i udkanten af depressionens skygge

Fra tid til anden berører bloggere heldigvis, at indlæg ikke alene skal afspejle livets solsider; men også de mere skyggefulde dele af tilværelsen, der tilsammen balancerer et liv og gør en til det menneske man er.

Har man en gang oplevet depressionen, i mit tilfælde ikke selv, men min partner, får man en stor respekt - og desværre også angst - for dens hærgen.

At leve sammen med en person der en gang har været ramt af depression udfordrer i den grad de pårørende. Det er derfor ikke uden grund at depression er blandt de lidelser, hvor man påstår, at den også "rammer" de pårørende.

Vi står som par i disse dage overfor den udfordring, at min kvinde for lidt mere end et halvt år siden - efter 5 års medicinering, terapi, motion og fornuft - fik ordineret sin dosis medicin halveret, med et fantastisk resultat til følge. En ekstra energi er spiret frem i vores forhold og stor har forventningen derfor været til det bebudede totale stop for medicineringen, som speciallægen "tillod" iværksat for lidt mere end en uge siden.

Alt i alt går det ganske godt, men i baghovedet ligger hele tiden frygten. Er den vrissen af hinanden nu et tegn på at "vi" gik for langt og skulle vi være blevet i den trygge tilstand vi var i - eller skal vi lige prøve om et liv uden medicin er muligt?

For mennesker der ikke kender til denne verden, kan det at tage medicin opleves som noget der skal undgås for en hver pris. For den ramte, kan den korrekte medicinering være det der gør, at du kan leve et normalt liv.
Men fordi medicinen har en tilbøjelighed til lige at kappe lidt af ens kontakt til sin krop og seksualitet, forstår jeg fuldt ud min kvindes ønske om helt at slippe.

Hvad er så mit problem? At leve med et menneske, hvis fokus har ændret sig - og som i en forhåbentlig overgangsperiode - er irriteret og sårbar, udfordrer ens evner som partner. Det er svært, men nødvendigt, at tilsidesætte sine behov, rutiner og vanlig adfærd i sin omsorg - og det uden, at den handling nødvendigvis bærer frugt.
Det skaber situationer hvor vi uønsket og unødigt sårer vi hinanden og jeg har frustreret forholdt mig til hvorvidt udsagnet "at hvis du ikke er en del af løsningen, så er du en del af problemet" holder vand i denne situation.

Heldigvis ser det ud til at de første "abstinenser" efter medicinophøret klinger af, en samtale med speciallægen venter, og et naturpræperart - der ifølge ham har dokumenteret effekt - skal muligvis prøves.
Og hvis ikke, så var tiden på medicin faktisk en rigtig god tid og tilværelse, som der kan vendes tilbage til - og så må vi leve med de bivirkninger som har været relativt små for min kvinde.

Om angsten for at miste

Dette indlæg er måske en gang følelsesporno der var bedst tjent med ikke at blive udgivet - men det har ligget og dvælet i mit baghoved i et par dage og skal nu ud.

Blogindlægget blev påbegyndt en meget tidlig morgen på et hotelværelse i en europæisk storby efter et par dages miniferie.

På det tidspunkt var der en time til vækkeurets ringen og herefter kuffertpakning, morgenmad, transport til lufthavnen, flyvetur og hjemkomst - for ikke at tale om det efterfølgende jag på arbejdspladsen med at indhente 3 dages fravær.

Jeg forsøger i denne stille time, hvor morgentrafikken uden for hotelvinduet er begyndt, medens vi stadig ligger i vores helt egen tidsløse bobbel af en verden i en fremmed seng, at sanse de sidste dages indtryk.

Jeg vågnede mod sædvane før min kvinde. Vågnede ved en alt om sig gribende lyst til at ligge om muligt endnu tættere op af hendes varme krop. Endnu i søvne reflekterede jeg over en kærlighed jeg ikke synes at erindre nogen sinde har været så intens og stor.

På samme tidspunkt sansede jeg også en frygtindgydelse følelse, fordi jeg igen har haft den oplevelse af at konstatere en frygt for at skulle miste hende.

Min frygt for at skulle miste hende, er ikke betinget af at hun går fra mig af egen fri vilje, men den eksistentielt betingede frygt, at vi en dag skal skilles når en af os dør.

Dette burde være en tåbelig tanke at tænke for en mand i begyndelsen af 50-erne, men det er åbenbart kærlighedens pris. At skulle mindes om at alt har en ende.

Frygten for at skulle miste er åbenbart også betinget af, at vores nye liv - hvor D/s stadig er i sin vorden, men stadig klarere udstikker retningen for vores liv - synes at bringe os så tæt sammen, at den tidligere trygge ligestilling mellem os som partnere en sjælden gang imellem er lige ved at være at foretrække.

Det skal ses i sammenhæng med, at selv om vi dengang vi yndede at dyrke forestillingen om ligestillingen i alle aspekter af parforholdet, ofte havde magtkampe om ligegyldigheder og seksualiteten var ikke særlig hyppig, ofte ikke særlig intens og ærligt talt ofte ret kedelig - derfra erindrer jeg til gengæld ikke, at jeg dengang vågnede med en frustrerende følelse af frygt for at miste min kvinde.

Heldigvis er denne frygt også en fantastisk motivation til at glædes over vores nye liv og en drivkraft til at leve livet - så tanken om at vende tilbage til mit tidligere liv er heldigvis flygtig og ikke ægte.

I håbet om at dette ikke var alt for sødsuppeagtigt

Kærligst

Den tilfredse besidder af en rank kvinde

For snart en måned siden gav jeg min kvinde et smykke til at vedhæfte hendes intimpiercing, som jeg påbød hende at bære.

Mit motiv var flere.

Primært for at sætte mit mærke på hende på en acceptabel måde, idet smykket på en og samme tid synligt tilkendegiver overfor eventuelle beskuere, at her er en besiddet kvinde, samtidig med at det ikke umiddelbart er muligt for min kvinde at tage smykket af, uden at ødelægge det.

Sekundært fordi smykket i kraft af sin vægt også giver min kvinde en konstant påmindelse ved dets bevægelser når hun er uden trusser.

Og endelig var det at forære smykket til min kvinde også en prøvelse for mig selv. Både i forhold til at bestille det, at få det tilvirket og særligt i forhold til at insistere på at hun skal bære det.

Hvis nogen for et par år siden havde fortalt mig, at jeg ville udvise en sådan dominant og krævende adfærd overfor min kvinde, ville jeg i ligestillingens navn - trods lyster hertil - have benægtet det.

Det skortede til en start da heller ikke på småindvendinger fra min kvinde om hvor meget det ville irritere, at hun ville have det indrettet så hun selv kunne tage det af og på, samt at det vil indskrænke hendes mulighed for bl.a. at komme i svømmehallen.

Efter at have båret sit smykke i nu en måned, er jeg den tilfredse besidder af en rank kvinde der, på trods af de begrænsninger i hendes udfoldelse et sådan smykke ligger op til, stolt berettede over for vores coach, at hun betragter smykket som sit tydelige mærke på at hun er ejet - og at hun har efterfølgende meddelt at hun, nu hvor sæsonen for svømning snart begynder, uden at kommentere det, vil gå med og derved stå ved smykket

Behov for nye erkendelser

Det er som om, at tiden p.t. mere er til refleksion over hvor jeg er, end så meget andet. Skuer jeg tilbage er det svært at forstå, at der kun er gået så kort tid, idet så mange ting er vendt op og ned.

Jeg har netop overstået en utrolig intens og berigende ferie med min kvinde, hvor vi har bevæget os tæt ind på hinanden og vi har haft det første møde med vores coach, som har startet en større tankevirksomhed.

Jeg erindrede forleden i forlængelse heraf således , at have læst i et afsnit i bloggen Hans Kvinde, hvoraf det fremgår (citat):

Erkendelserne står i kø i vores indbyrdes samspil. Og Han har netop erkendt, at han har fået øje på skoven mellem alle træerne. Han har netop erkendt, at han har en submissiv kvinde.
Jeg har netop erkendt, at jeg er en submissiv kvinde. Når jeg er Kvinde sammen med Ham.

En sætning fra vores coach, sammen med ovenstående, har rettet mit fokus på, at jeg ligeledes skal til virkeligt at erkende og sanse, at min kvinde er submissiv for at kunne forstå flere af hendes (ny) handlemønstrer. Det giver en del stof til eftertanke; men tegner også konturerne af en tiltrængt ny ramme i forhold til, mine handlemønste og kommunikation i min rolle som dominant.

Det er - for at blive ved citatet - som om jeg begynder at se og ane skoven.

Det er i sandhed en underfundig og spændende tid.

Kærligst

Dette er så dagen efter . . . .

Dette er så dagen efter vores første samtale med den coach vi har valgt til at bistå os i vores videre udvikling, primært i forhold til den boblende seksualitet vi har erkendt.

Jeg havde på nettet fundet den coach der virkede rigtig. Vedkommende er udover sine kompetencer og uddannelser udi seksualiteten også uddannet indenfor en tilgrænset faglig verden til vores, hvilket bestyrker os i, at vi har valgt en god samtalepartner udi den proces vi nu påbegynder.

Jeg og min kvinde har i dag begge haft den opfattelse, at det grundlæggende var en god oplevelse, som vi er enige i at vi i de kommende aftener skal søge at efterbehandle - og så eller prøve at sanse og opleve på vores egne kroppe og sind, og ikke kun prøve at internalisere igennem de dialogbaserede og fortolkende redskaber vi hver især bemestrer i vores daglige arbejde.

En af de ting som hurtigt stod klar var, at den del af vores efterhånden mindre betydende konfliktproblem kan vi stort set selv arbejde videre med ved et kommunikationskursus. Vores coachs opgave bliver i første omgang derfor, at bistå os med afklaring i forbindelse med vores udvikling i forhold til vores seksualitet.

Og her var det en overraskelse for mig at overvære hvorledes min kvinde, der normalt er stille og tilbageholdende, i begyndelsen af processen åbentlyst og klart erklærede, at hun ønsker at underkaste sig seksuelt, at hun har lyster/ønsker om tvang og afstraffelse og at blive taget af flere - og at hun ønsker at denne proces skal hjælpe hende til at erkende dette og operationalisere dette i sin hverdag.

Tilsvarende var det for mig en oplevelse, snarere en overvindelse, overfor et andet og levende mennesker overfor en, at skulle sætte ord på, at jeg ønsker at kontrollere og besidde min kvindes seksualitet, at dette ikke kun omfatter soveværelset, at jeg ikke kan/vil indskrænke dette til bestemte tidspunkter hvor der "leges"; men at dette omfatter store dele af vores livsførelse. Derudover at fortælle, at jeg har et ønske om at påføre min kvinde smerte og ydmygelse - ikke i afmagt eller ondskab, men i dyb kærlighed til hende.
Ligeledes fik jeg formuleret at mine forventninger til processen p.t. er, at jeg finder så stor erkendelse i min seksualitet, at jeg tør opgive den angst/usikkerhed (måske også lidt skam) i forhold til min rolle som dominant (og formodentlig også en rem af rollen som sadist) at jeg bliver i stand til at udleve denne.

Alt dette foregik i en rolig atmosfære hvor intet var forbudt, snarere befriende at fortælle overfor en fremmed, som på en præcis og sober måde spurgte ind til vores seksualitet.

Hvad der mere konkret blev sagt og anbefalet vil jeg indtil videre holde for os selv og først give udtryk for i et senere blogindlæg, når det for alvor begynder at bundfælde sig.

Tilbage står kun en ærgrelse. Ikke at det først sker på dette tidspunkt i vores parforhold og ikke tidligere - for vi var ganske enkelt ikke klar før nu, hvor vores behov og lyster presser på. Ærgrelsen er mere generel samfundsmæssig, at denne luksus vi tiltager os selv, ikke er alle beskåret, men af økonomiske grunde kun er forbeholdt mennesker med overskud, som vi nu er, hvor opgaven med yngelpleje er overstået.
Omvendt ved jeg godt at gratis ydelser ikke altid værdsættes i samme grad som det man selv betaler, men stadig væk . . .

Sidste oplevelse fra ferielandet

Min sommerferie sluttede for en uge siden, men fordi min kvinde havde yderligere en uges ferie, har vi valgt at blive boende i sommerhuset hvor hun har nydt livet medens jeg har været på arbejde.

Min kvindes ophold i sommerhuset har stort set været uden en trevl på kroppen og det har været en fornøjelse at komme hjem til en kvinde som i mere end en herseende har været varm.

Desværre har det kun en enkelt gang, en tidlig morgen, været muligt at formå at få hende med ned stranden for at bade nøgen sammen med mig. Argumentet, der uden tvivl ikke er den primære årsag, har uagtet den til tider næsten tomme strand været børn på stranden og andre hensyn. Så udover om morgenen har tekstilsvømning været normen.

Til gengæld har ugen budt på rige muligheder for at fotografere. Således også dette lidt uskarpe billede, der var forleden hvor jeg påklædt fik min mad serveret af min kvinde i nøgen tilstand.