En blog award

https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiKxFXha7GsMV1VrxMUJ-7AD_H_yYkyOktmy5TJ5dxvXWvZLSy5Z8wzpQu_vQrim8-NchmoSSN10Ey9SglbOoZOsLpYY3KqPW8UW6NBUveo8M7RJLtVmnVQl0rC_cLdU-Cc1m7gkt8mw68/s1600-h/kreativbloggerbillede1-150x150.jpg

Ovenstående er linket til en Blog Award jeg stort set samtidig er blevet tildelt af Freja med motivationen "i respekt for hans tilgang til hans kvinde og ham selv", samt Lakajira med motivationen: "hudflettende ærlig blog om den svære proces og dansen på til tider tornede roser".

Indtil nu har min blog mest tjent som det formål at være en elektronisk dagbog, som jeg har brugt til at få styr på mine tanker. At der er andre mennesker som kan læse med har været en konstant påmindelse om rent lavpraktisk, at forsøge at skrive bare nogenlunde præcist og korrekt, men ikke mindst at kunne stå ved hvad det er jeg udtrykker. Jeg ville dog være en krukke af den værste slag, hvis jeg påstod at andres kommentarer og bevidstheden om (læs, stoltheden over) at andre finder mine tanker læseværdige, ikke også betød noget.

Det er derfor med en vis ærbødighed jeg begiver mig ud i opgaven, idet min normalt rationelle hjerne ikke byder mig at deltage i pyramidespil - det sidste forklarer jeg til sidst.

ad. 1. Nøgternt betragtet har jeg levet mere end halvdelen af mit liv, snarere 2/3 del af dette. Det har gennem de sidste år gjort mig enormt bevist om at leve mere ansvarligt end jeg i mange år har gjort.

ad. 2. I forlængelse af foregående statement, kan jeg oplyse, at min vægt ikke længere skal skrives med 3 cifre. At være bevist om sin vægt var i mange år noget jeg så hovedrystende på min kvinde over, men uden at kunne forklare hvorfor, besluttede jeg for 3 år siden at det skulle være slut og tabte 20 kilo - primært ved at sige: nej tak.

ad. 3. Jeg er ansat i den sociale sektor - som højtlønnet og den eneste bureaukrat på et sted med rigtigt mange fagprofessionelle kvinder - og er i disse dage hadet af en del af disse.

ad. 4. Igen uden at vide hvorfor, indså jeg først for lidt mere end et års tid siden hvor dybt jeg elsker min hustru - som jeg har besluttet ikke at omtale min kone. Derfor anvender jeg så vidt muligt betegnelsen "min kvinde" - en betegnelse, som jeg ved hun sætter højt.

ad. 5. At "opdage", at jeg elsker min kvinde, har givet mig en ro i min livsførelse, en lyst til at udleve vores liv og vores seksualitet som vi ønsker det - men samtidig en indsigt i hvor skrøbelig og afhængig en sådan symbiose også er. En passage fra en tv-udsendelse forleden om et par beskriver dette perfekt. Den lød ikke helt præcist citeret således: "de ånder (læs respirerer) igennem hinanden"

ad. 6. Jeg er mønsterbryder. Jeg er familiens eneste virkeligt højtuddannede. Dette trods en opvækst arbejderhjem og med en fortid som smidt ud af folkeskolen - men med hårdtarbejdende forældre og særlig en omsorgsfuld men dominerende mor som det lykkedes mig at frigøre mig fra. En kvinde der desværre døde alt for tidligt, men som jeg hver dag er dybt taknemmelig for de værdier hun gav mig.

ad. 7. Jeg lider formodentlig af dysleksi og har aldrig forstået logikken med udsagnsord, navneord, grundled m.v. og har været tvunget til at huske ordene og ordstillingerne i stedet for at anvende systemer. Derudover har jeg svært ved at fatte mig i korthed og sætter kommaer, som man spreder grus med en skovl. Sært nok synes jeg det er sjovt at skrive.

ad. 8. Jeg har en sær småautistisk evne til at huske de mærkeligste ting.

ad. 9. Jeg går ikke med smykker og pyntegenstande, undtaget slips og elsker jakkesæt - og gruer for hvorledes jeg skal påskynde og huske at bruge det smykke min kvinde gav mig i går. Til gengæld elsker jeg at give og se min kvinde bruge smykker og insistere på at hun bruger smukke og feminine beklædningsgenstande. En lyst der gennem det sidste år har fået hende til at blomstre - og nu oven i købet har fået hende til at bruge sko med stilethæle.

Og nu tilbage til betragtningen om denne Blog Award som et pyramidespil. En af grundene til at jeg normalt ikke deltager i disse, er at jeg nøgternt ved, at kæden brydes et sted når forudsætningen for vækst ikke længere er til stede. Jeg har levet op til den første betingelse for at få prisen og har med omtanke beskrevet 7 mere og mindre personlige ting om mig selv - men vil nu bryde kæden, da jeg ikke kan komme på flere at sende denne Blog Award til.
I givet fald ville jeg skulle sende den til personer, hvor risikoen for at bryde en anonymitet om det jeg primært blogger om er for stor.

Jeg vil derfor blot sende disse oplysninger ud i cyberspace og endnu en gang forundres over at mine egne personlige betragtninger synes at læses mere indgående af andre, end jeg i sin tid havde forventet.

Kærligst

Hvad skete der lige?

Har i en tid følt mig ramt af en skriveblokering. Lysten har været der, men hver gang jeg har forsøgt at skrive et indlæg har undskyldninger som arbejde, respekten for vores fælles intimitet, ect. , blokeret for fingrenes dans på tastaturet.

Der sker på mange måder en rivende udvikling både for mig, min kvinde - og specielt i vores forhold. På nogle punkter er vores omvæltning i seksualiteten blevet til en hverdag. Ikke at forstå som, at der ikke sker noget, men at en række interne relationer er blevet ritualiseret. På den gode måde, ved f.eks. at min kvinde naturligt bærer sit smykke i sin piercing i sit skød, at hun "naturligt" ikke bærer trusser, indtil videre i fritiden - og så videre.

Derfor er en del af vores udfordring pludselig at sanse og nyde, hvad vi gør i ekstrem grad, dog ikke båret af den eufori der var til en begyndelse, men på en måde hvor det ikke i samme grad er nødvendigt for mig at bearbejde mine indtryk via bloggen. I stedet synes en helt utrolig fælles forståelse af vores roller og seksualitet at være opstået.

Således står endnu en mur for at blive væltet. Vi har udvalgt, bestilt og skal hente 3 piske til brug for en leg, som jeg for bare et par måneder siden ikke ville have troet mulig.

Hvad var det så lige der brød "blokeringen"

Vi har gennem en tid brug en mængde energi, arbejde og ressourcer på at sætte vores nye hjem i stand og i morgen skal vi gøre klar til at der i næste uge igen kommer håndværkere og sviner.

Derfor spurgte min kvinde mig hvad jeg ville sige til at få min gave en dag før denne skrækkelig amerikanske Valentins Dag, hvilket jeg indvilgede i.

Jeg var i den forbindelse glad for, at jeg for alle eventualiteters skyld havde købt en ny håndtaske til min kvinde - Just in case.

Jeg fik af min kvinde et smukt sølvsmykke til at bære i en lædersnor; men det som katalyserede min lyst til at begå et nyt indlæg var teksten på kortet der fulgte med smykket.

Det lyder:

Kære ........

Denne gave skal bruges i
ganske særlige situationer og
er et tegn at du er manden,
herskeren og har magten!

Kys ......

Så lige nu føler jeg "blot" en dyb ærbødighed for at have det privilegium at være min kvindes mand og hersker med alt hvad det indebærer.

Kærligst

Fokus på processen - ikke målet

Efter en weekend med flere indtryk er det tid til refleksion

Fredag startede med shopping i København. Herunder blandt andet det taljekorset som jeg længe har ønsket min kvinde skulle have, men som reelt først blev aktuelt da jeg for en tid siden endelig indså, at det ikke nødvendigvis er min kvindes ønske - og at jeg derfor måtte manifestere min forventning om at hun skulle have korsettet, ved i butikken specifikt at føre ordet og meddele hvad jeg ønskede at min kvinde skulle iklædes. Herefter var det en fornøjelse at iagttage dialogen mellem min kvinde og den kvindelige ekspedient - og købt blev korsettet. Dog først efter nogle tilretninger, der blev iværksat ved den nærliggende skrædder.

Herefter bød aftenen på spisning på restaurant sammen med det par vi har stiftet bekendtskab med. Forinden var min kvinde dog nødt til at gennemføre en omklædning i parkeringskælderen for at komme af med underbeklædning og skifte til tynde strømper, snæver kjole m.m. idet temperaturen udenfor ikke indbød til krav om fuld tilgængelighed under strøgturen. Et hjørne blev udset og tryg var hun indtil midt i omklædningen, hvor jeg gjorde hende opmærksom på de overvågningskameraer jeg længe havde bemærket.

Endelig sluttede aftenen med forførende dialog hjemme ved dem.

Lørdag blev en hektisk dag, hvor vi kom for sent til det hele coach, hendes frisør, frokost, hjemkomst m.m. og derfor blev lørdagen noget fortravlet.

Samtalen ved coachen var præcis som en sådan forventes at være - pågående lige indtil det "ubehagelige", men på intet tidspunkt over stregen. Det var nok mest min kvinde som denne gang blev konfronteret, men samtalen tvang mig igen til dels at erindre at fokus børe være på proces og ikke mål, samt at erindre hvilket ansvar man som mand påtager sig, hvis man forventer, at ens kvinde underkaster sig.

Emnet for drøftelserne er så men ikke hemmelige, men det vil umiddelbart komme for vidt i dette indlæg at beskrive nærmere - andet end at vi bl. a. havde fat i den efterhånden næsten "uskyldige" ritualisering af vores forhold, som synes at udgøre en del af det basale fundament der er nødvendig for at vi for alvor kan drage ud i den mere sofistikerede leg.

En mur faldt

Vi var sidste mandag aften gået tidlig i seng og legen havde udviklet sig. Men på et tidspunkt gik et eller andet i baglås for min kvinde og vi måtte stoppe op.

Efterfølgende valgte min kvinde det hun tit omtaler som at "lukke af", og ville ikke tale om hvad der var gået galt.

Jeg var på det tidspunkt i en situation hvor jeg i et split sekund skulle vurdere om jeg ville trække mig, eller om jeg skulle manifestere, at jeg ønskede dialogen og legen. Jeg valgte det sidste og fastholdt min kvindes ansigt mellem mine hænder og bedyrede at jeg altid vil beskytte hende; men at jeg ikke ville lade hende slippe.

Det er lidt svært at beskrive hvad der skete, men jeg fastholdt, at hun skulle deltage og at hun selv skulle bede om at jeg tog hende. Dette skete - og på en og samme tid, var det et meget varsom og et meget fysisk samleje vi gennemførte. Et samleje der sluttede med, at hun bad om lov til at komme for egen hånd.

Legen, der ikke længere var en leg, men en intens begivenhed sluttede med at jeg bad min kvinde takke mig, hvilket hun gjorde samtidig med at hun tilkendegav, at hun var glad for at jeg gennemtvang hendes orgasme.

Med den var begivenheden på forunderlig vis også forbi og jeg lå i stedet meget længe ved siden af min sovende kvinde og fordøjede indtrykkene - hvor jeg følte at en mental mur var væltet.

Jeg havde balanceret tæt på kanten til et overgreb; men det blev en intens kontrol dimension, hvor min kvinde gav slip og lod mig overtage kontrollen fuldt ud til begges tilfredshed.

Det var en meget personlig mur der faldt for mig - og så skete det endda den 9. november. Blot har det taget mig snart 6 dage at få omsat indtrykkene på skrift.

Tid til eftertanke

Vi sad her til morges og fordøjede gårsdagens indtryk. I en meget berigende, spændende og forførende dialog, hvor særligt dybden i min kvindes engagement tilfredsstiller mig, blev jeg bekræftet i, at vi fælles er på rette vej - og fælles ønsker at gå videre i vores afsøgning af dette univers.

Endelig weekend

Når vi har tid starter vi weekenden allerede fredag eftermiddag ved at tage på byens eneste anstændige cafe og fordøje ugen og drøfte den kommende weekend.. Det er et af privilegierne ved at være så gammel, at børnetjansen meget snart er overstået, og at der er økonomisk råderum.

Således også i går, hvor vi på cafeen havde en så intens drøftelse af det besøg vi her lørdag aften skal på ved et par vi har kommunikeret med over nettet - at det erotiske indhold fordrede vi måtte tie stille hver gang betjeningen kom med kaffe, kage og fadøl. Ved samme lejlighed meddelte jeg at min hensigt var at indlede lørdagen med at tage til København for at købe det korset som jeg har bebudet overfor min kvinde, at jeg vil at hun bærer.

Desværre kom der her tidlig lørdag morgen et andet ærinde i vejen, som betød at jeg måtte udskyde vores tur til København i 2 uger, hvis vi også skal komme oplagte til vores besøg.

I stedet bød mine ærinder i byen også på lejlighed for et besøg ved "min" kvindelige guldsmed der tidligere har kreeret et par intime smykker til min kvinde.

Det endte som det plejer med et mindre indgreb i min formue. Denne gang for et af hendes halssmykker bestående af en Tahitiperle hængende i et filigran af hvidguld - og som jeg vil, at min kvinde skal bære sammen med det korset vi så først får købt om 2 uger.

Hjemkommet var min indtil da sovende kvindes første bemærkning til sit smykke - efter at have takket og beundret det - en let "sarkastisk" bemærkning om, at hun til tider efterhånden føler sig som en prostitueret, der "kun" får smukke ting når hun gør hvad jeg beder hende om.

Hertil valgte jeg kun at bekræfte og nævnte at udløsning i hendes mund, når hendes middagssøvn er overstået, ganske rigtigt vil være en passende modydelse.

Nu en lille times tid efter den ordveksling, er det vist på tide jeg får hende vækket.

Kærligst

To skridt tilbage og tre frem.

Som overskriften antyder sker der på en og samme tid ikke det store og så rykkes der alligevel frem i markante ryk.

Fysisk er min kvinde stort set fit for fight igen; men overraskelsen over hvor galt det kunne (have) gå(et) ved at seponere den antidepressive medicin (der kun er halvdelen af den anbefalede mindste dosis) har medført en del tankevirksomhed, som periodisk ikke er særligt befordrende for lysten.

Og netop i forhold til depression hjælper det intet hvad jeg stillede op. Jeg har derfor været tvunget til - uagtet jeg også ville seponeringen af min kvindes medicin og af mit fulde hjerte ønskede at hjælpe og være omsorgsfuld - at melde ud, at jeg fandt at hun skulle tilbage på medicin. Den slags er ikke lige nemt og efterlod for en kort periode mig i skudlinien - at jeg var den der tvang hende tilbage på medicin. Det uagtet, at hun selv godt vidste at den var gal, og nu ønsker at hun ikke havde forsøgt.

På samme tidspunkt sker der p.t. markante ryk foranlediget af vores andet besøg ved coachen.

Efter besøget ved vedkommende stod det os klart at vi ikke kan forcere en udvikling frem mod et mål vi ikke ved hvad er. Så i stedet for at kaste os ud over en bred front og kigge på varerne på alle hylder, har vi identificeret et par mere afgrænsede områder som vi vil arbejde med. Et par områder hvor vi er på vej og et par områder hvor jeg er på bar bund og hvor vi sammen begynder dialogen og legen.

At bruge energi på at træde et par skridt tilbage og redefinere synes at have bragt begyndende ny energi tilbage i forholdet efter en lille måned i et mindre "helvede".

Kærligst