To skridt tilbage og tre frem.

Som overskriften antyder sker der på en og samme tid ikke det store og så rykkes der alligevel frem i markante ryk.

Fysisk er min kvinde stort set fit for fight igen; men overraskelsen over hvor galt det kunne (have) gå(et) ved at seponere den antidepressive medicin (der kun er halvdelen af den anbefalede mindste dosis) har medført en del tankevirksomhed, som periodisk ikke er særligt befordrende for lysten.

Og netop i forhold til depression hjælper det intet hvad jeg stillede op. Jeg har derfor været tvunget til - uagtet jeg også ville seponeringen af min kvindes medicin og af mit fulde hjerte ønskede at hjælpe og være omsorgsfuld - at melde ud, at jeg fandt at hun skulle tilbage på medicin. Den slags er ikke lige nemt og efterlod for en kort periode mig i skudlinien - at jeg var den der tvang hende tilbage på medicin. Det uagtet, at hun selv godt vidste at den var gal, og nu ønsker at hun ikke havde forsøgt.

På samme tidspunkt sker der p.t. markante ryk foranlediget af vores andet besøg ved coachen.

Efter besøget ved vedkommende stod det os klart at vi ikke kan forcere en udvikling frem mod et mål vi ikke ved hvad er. Så i stedet for at kaste os ud over en bred front og kigge på varerne på alle hylder, har vi identificeret et par mere afgrænsede områder som vi vil arbejde med. Et par områder hvor vi er på vej og et par områder hvor jeg er på bar bund og hvor vi sammen begynder dialogen og legen.

At bruge energi på at træde et par skridt tilbage og redefinere synes at have bragt begyndende ny energi tilbage i forholdet efter en lille måned i et mindre "helvede".

Kærligst