Fokus på processen - ikke målet

Efter en weekend med flere indtryk er det tid til refleksion

Fredag startede med shopping i København. Herunder blandt andet det taljekorset som jeg længe har ønsket min kvinde skulle have, men som reelt først blev aktuelt da jeg for en tid siden endelig indså, at det ikke nødvendigvis er min kvindes ønske - og at jeg derfor måtte manifestere min forventning om at hun skulle have korsettet, ved i butikken specifikt at føre ordet og meddele hvad jeg ønskede at min kvinde skulle iklædes. Herefter var det en fornøjelse at iagttage dialogen mellem min kvinde og den kvindelige ekspedient - og købt blev korsettet. Dog først efter nogle tilretninger, der blev iværksat ved den nærliggende skrædder.

Herefter bød aftenen på spisning på restaurant sammen med det par vi har stiftet bekendtskab med. Forinden var min kvinde dog nødt til at gennemføre en omklædning i parkeringskælderen for at komme af med underbeklædning og skifte til tynde strømper, snæver kjole m.m. idet temperaturen udenfor ikke indbød til krav om fuld tilgængelighed under strøgturen. Et hjørne blev udset og tryg var hun indtil midt i omklædningen, hvor jeg gjorde hende opmærksom på de overvågningskameraer jeg længe havde bemærket.

Endelig sluttede aftenen med forførende dialog hjemme ved dem.

Lørdag blev en hektisk dag, hvor vi kom for sent til det hele coach, hendes frisør, frokost, hjemkomst m.m. og derfor blev lørdagen noget fortravlet.

Samtalen ved coachen var præcis som en sådan forventes at være - pågående lige indtil det "ubehagelige", men på intet tidspunkt over stregen. Det var nok mest min kvinde som denne gang blev konfronteret, men samtalen tvang mig igen til dels at erindre at fokus børe være på proces og ikke mål, samt at erindre hvilket ansvar man som mand påtager sig, hvis man forventer, at ens kvinde underkaster sig.

Emnet for drøftelserne er så men ikke hemmelige, men det vil umiddelbart komme for vidt i dette indlæg at beskrive nærmere - andet end at vi bl. a. havde fat i den efterhånden næsten "uskyldige" ritualisering af vores forhold, som synes at udgøre en del af det basale fundament der er nødvendig for at vi for alvor kan drage ud i den mere sofistikerede leg.

En mur faldt

Vi var sidste mandag aften gået tidlig i seng og legen havde udviklet sig. Men på et tidspunkt gik et eller andet i baglås for min kvinde og vi måtte stoppe op.

Efterfølgende valgte min kvinde det hun tit omtaler som at "lukke af", og ville ikke tale om hvad der var gået galt.

Jeg var på det tidspunkt i en situation hvor jeg i et split sekund skulle vurdere om jeg ville trække mig, eller om jeg skulle manifestere, at jeg ønskede dialogen og legen. Jeg valgte det sidste og fastholdt min kvindes ansigt mellem mine hænder og bedyrede at jeg altid vil beskytte hende; men at jeg ikke ville lade hende slippe.

Det er lidt svært at beskrive hvad der skete, men jeg fastholdt, at hun skulle deltage og at hun selv skulle bede om at jeg tog hende. Dette skete - og på en og samme tid, var det et meget varsom og et meget fysisk samleje vi gennemførte. Et samleje der sluttede med, at hun bad om lov til at komme for egen hånd.

Legen, der ikke længere var en leg, men en intens begivenhed sluttede med at jeg bad min kvinde takke mig, hvilket hun gjorde samtidig med at hun tilkendegav, at hun var glad for at jeg gennemtvang hendes orgasme.

Med den var begivenheden på forunderlig vis også forbi og jeg lå i stedet meget længe ved siden af min sovende kvinde og fordøjede indtrykkene - hvor jeg følte at en mental mur var væltet.

Jeg havde balanceret tæt på kanten til et overgreb; men det blev en intens kontrol dimension, hvor min kvinde gav slip og lod mig overtage kontrollen fuldt ud til begges tilfredshed.

Det var en meget personlig mur der faldt for mig - og så skete det endda den 9. november. Blot har det taget mig snart 6 dage at få omsat indtrykkene på skrift.

Tid til eftertanke

Vi sad her til morges og fordøjede gårsdagens indtryk. I en meget berigende, spændende og forførende dialog, hvor særligt dybden i min kvindes engagement tilfredsstiller mig, blev jeg bekræftet i, at vi fælles er på rette vej - og fælles ønsker at gå videre i vores afsøgning af dette univers.

Endelig weekend

Når vi har tid starter vi weekenden allerede fredag eftermiddag ved at tage på byens eneste anstændige cafe og fordøje ugen og drøfte den kommende weekend.. Det er et af privilegierne ved at være så gammel, at børnetjansen meget snart er overstået, og at der er økonomisk råderum.

Således også i går, hvor vi på cafeen havde en så intens drøftelse af det besøg vi her lørdag aften skal på ved et par vi har kommunikeret med over nettet - at det erotiske indhold fordrede vi måtte tie stille hver gang betjeningen kom med kaffe, kage og fadøl. Ved samme lejlighed meddelte jeg at min hensigt var at indlede lørdagen med at tage til København for at købe det korset som jeg har bebudet overfor min kvinde, at jeg vil at hun bærer.

Desværre kom der her tidlig lørdag morgen et andet ærinde i vejen, som betød at jeg måtte udskyde vores tur til København i 2 uger, hvis vi også skal komme oplagte til vores besøg.

I stedet bød mine ærinder i byen også på lejlighed for et besøg ved "min" kvindelige guldsmed der tidligere har kreeret et par intime smykker til min kvinde.

Det endte som det plejer med et mindre indgreb i min formue. Denne gang for et af hendes halssmykker bestående af en Tahitiperle hængende i et filigran af hvidguld - og som jeg vil, at min kvinde skal bære sammen med det korset vi så først får købt om 2 uger.

Hjemkommet var min indtil da sovende kvindes første bemærkning til sit smykke - efter at have takket og beundret det - en let "sarkastisk" bemærkning om, at hun til tider efterhånden føler sig som en prostitueret, der "kun" får smukke ting når hun gør hvad jeg beder hende om.

Hertil valgte jeg kun at bekræfte og nævnte at udløsning i hendes mund, når hendes middagssøvn er overstået, ganske rigtigt vil være en passende modydelse.

Nu en lille times tid efter den ordveksling, er det vist på tide jeg får hende vækket.

Kærligst

To skridt tilbage og tre frem.

Som overskriften antyder sker der på en og samme tid ikke det store og så rykkes der alligevel frem i markante ryk.

Fysisk er min kvinde stort set fit for fight igen; men overraskelsen over hvor galt det kunne (have) gå(et) ved at seponere den antidepressive medicin (der kun er halvdelen af den anbefalede mindste dosis) har medført en del tankevirksomhed, som periodisk ikke er særligt befordrende for lysten.

Og netop i forhold til depression hjælper det intet hvad jeg stillede op. Jeg har derfor været tvunget til - uagtet jeg også ville seponeringen af min kvindes medicin og af mit fulde hjerte ønskede at hjælpe og være omsorgsfuld - at melde ud, at jeg fandt at hun skulle tilbage på medicin. Den slags er ikke lige nemt og efterlod for en kort periode mig i skudlinien - at jeg var den der tvang hende tilbage på medicin. Det uagtet, at hun selv godt vidste at den var gal, og nu ønsker at hun ikke havde forsøgt.

På samme tidspunkt sker der p.t. markante ryk foranlediget af vores andet besøg ved coachen.

Efter besøget ved vedkommende stod det os klart at vi ikke kan forcere en udvikling frem mod et mål vi ikke ved hvad er. Så i stedet for at kaste os ud over en bred front og kigge på varerne på alle hylder, har vi identificeret et par mere afgrænsede områder som vi vil arbejde med. Et par områder hvor vi er på vej og et par områder hvor jeg er på bar bund og hvor vi sammen begynder dialogen og legen.

At bruge energi på at træde et par skridt tilbage og redefinere synes at have bragt begyndende ny energi tilbage i forholdet efter en lille måned i et mindre "helvede".

Kærligst

Hvilken forandring

Dette indlaeg er skrevet paa en pc i lobbyen paa et hotel i bjergene ved middelhavet - derfor de 3 manglende danske bogstaver.

Dagene lige nu bruges paa den rejse der markerer den milepael vi naaede i vort forhold i foraaret.

Forunderligt som nogle timers flyvetur kan bringe en til sol, smukke byer, gestikulerende mennesker og koersel paa halsbraekende smaa serpentinveje i bjergene - alt i medens vi igen stortrives efter smaa 14 dages "helvede" i vores forhold foranlediget af - og tilskynnet af mig - min kvindes forsoeg paa at laegge det allersidste medicin.

Det gik desvaerre ikke; men nu efter 3 dage, er vi ved at finde hinanden igen og nyder at tage os af hinanden og det smukke landskab vi er midt i inden vi om en uge atter er tilbage.

Tilbage er for mig "kun" at kapere, at der er forhold hvor jeg, lige saa meget jeg forsoeger at vaere omsorgsfuld, toldmodig og hensyntagende overhovedet ikke magter at hjaelpe min kvinde da hun var paa vej tilbage i depressionens vold.

Kaerligst

En tid i udkanten af depressionens skygge

Fra tid til anden berører bloggere heldigvis, at indlæg ikke alene skal afspejle livets solsider; men også de mere skyggefulde dele af tilværelsen, der tilsammen balancerer et liv og gør en til det menneske man er.

Har man en gang oplevet depressionen, i mit tilfælde ikke selv, men min partner, får man en stor respekt - og desværre også angst - for dens hærgen.

At leve sammen med en person der en gang har været ramt af depression udfordrer i den grad de pårørende. Det er derfor ikke uden grund at depression er blandt de lidelser, hvor man påstår, at den også "rammer" de pårørende.

Vi står som par i disse dage overfor den udfordring, at min kvinde for lidt mere end et halvt år siden - efter 5 års medicinering, terapi, motion og fornuft - fik ordineret sin dosis medicin halveret, med et fantastisk resultat til følge. En ekstra energi er spiret frem i vores forhold og stor har forventningen derfor været til det bebudede totale stop for medicineringen, som speciallægen "tillod" iværksat for lidt mere end en uge siden.

Alt i alt går det ganske godt, men i baghovedet ligger hele tiden frygten. Er den vrissen af hinanden nu et tegn på at "vi" gik for langt og skulle vi være blevet i den trygge tilstand vi var i - eller skal vi lige prøve om et liv uden medicin er muligt?

For mennesker der ikke kender til denne verden, kan det at tage medicin opleves som noget der skal undgås for en hver pris. For den ramte, kan den korrekte medicinering være det der gør, at du kan leve et normalt liv.
Men fordi medicinen har en tilbøjelighed til lige at kappe lidt af ens kontakt til sin krop og seksualitet, forstår jeg fuldt ud min kvindes ønske om helt at slippe.

Hvad er så mit problem? At leve med et menneske, hvis fokus har ændret sig - og som i en forhåbentlig overgangsperiode - er irriteret og sårbar, udfordrer ens evner som partner. Det er svært, men nødvendigt, at tilsidesætte sine behov, rutiner og vanlig adfærd i sin omsorg - og det uden, at den handling nødvendigvis bærer frugt.
Det skaber situationer hvor vi uønsket og unødigt sårer vi hinanden og jeg har frustreret forholdt mig til hvorvidt udsagnet "at hvis du ikke er en del af løsningen, så er du en del af problemet" holder vand i denne situation.

Heldigvis ser det ud til at de første "abstinenser" efter medicinophøret klinger af, en samtale med speciallægen venter, og et naturpræperart - der ifølge ham har dokumenteret effekt - skal muligvis prøves.
Og hvis ikke, så var tiden på medicin faktisk en rigtig god tid og tilværelse, som der kan vendes tilbage til - og så må vi leve med de bivirkninger som har været relativt små for min kvinde.

Om angsten for at miste

Dette indlæg er måske en gang følelsesporno der var bedst tjent med ikke at blive udgivet - men det har ligget og dvælet i mit baghoved i et par dage og skal nu ud.

Blogindlægget blev påbegyndt en meget tidlig morgen på et hotelværelse i en europæisk storby efter et par dages miniferie.

På det tidspunkt var der en time til vækkeurets ringen og herefter kuffertpakning, morgenmad, transport til lufthavnen, flyvetur og hjemkomst - for ikke at tale om det efterfølgende jag på arbejdspladsen med at indhente 3 dages fravær.

Jeg forsøger i denne stille time, hvor morgentrafikken uden for hotelvinduet er begyndt, medens vi stadig ligger i vores helt egen tidsløse bobbel af en verden i en fremmed seng, at sanse de sidste dages indtryk.

Jeg vågnede mod sædvane før min kvinde. Vågnede ved en alt om sig gribende lyst til at ligge om muligt endnu tættere op af hendes varme krop. Endnu i søvne reflekterede jeg over en kærlighed jeg ikke synes at erindre nogen sinde har været så intens og stor.

På samme tidspunkt sansede jeg også en frygtindgydelse følelse, fordi jeg igen har haft den oplevelse af at konstatere en frygt for at skulle miste hende.

Min frygt for at skulle miste hende, er ikke betinget af at hun går fra mig af egen fri vilje, men den eksistentielt betingede frygt, at vi en dag skal skilles når en af os dør.

Dette burde være en tåbelig tanke at tænke for en mand i begyndelsen af 50-erne, men det er åbenbart kærlighedens pris. At skulle mindes om at alt har en ende.

Frygten for at skulle miste er åbenbart også betinget af, at vores nye liv - hvor D/s stadig er i sin vorden, men stadig klarere udstikker retningen for vores liv - synes at bringe os så tæt sammen, at den tidligere trygge ligestilling mellem os som partnere en sjælden gang imellem er lige ved at være at foretrække.

Det skal ses i sammenhæng med, at selv om vi dengang vi yndede at dyrke forestillingen om ligestillingen i alle aspekter af parforholdet, ofte havde magtkampe om ligegyldigheder og seksualiteten var ikke særlig hyppig, ofte ikke særlig intens og ærligt talt ofte ret kedelig - derfra erindrer jeg til gengæld ikke, at jeg dengang vågnede med en frustrerende følelse af frygt for at miste min kvinde.

Heldigvis er denne frygt også en fantastisk motivation til at glædes over vores nye liv og en drivkraft til at leve livet - så tanken om at vende tilbage til mit tidligere liv er heldigvis flygtig og ikke ægte.

I håbet om at dette ikke var alt for sødsuppeagtigt

Kærligst

Den tilfredse besidder af en rank kvinde

For snart en måned siden gav jeg min kvinde et smykke til at vedhæfte hendes intimpiercing, som jeg påbød hende at bære.

Mit motiv var flere.

Primært for at sætte mit mærke på hende på en acceptabel måde, idet smykket på en og samme tid synligt tilkendegiver overfor eventuelle beskuere, at her er en besiddet kvinde, samtidig med at det ikke umiddelbart er muligt for min kvinde at tage smykket af, uden at ødelægge det.

Sekundært fordi smykket i kraft af sin vægt også giver min kvinde en konstant påmindelse ved dets bevægelser når hun er uden trusser.

Og endelig var det at forære smykket til min kvinde også en prøvelse for mig selv. Både i forhold til at bestille det, at få det tilvirket og særligt i forhold til at insistere på at hun skal bære det.

Hvis nogen for et par år siden havde fortalt mig, at jeg ville udvise en sådan dominant og krævende adfærd overfor min kvinde, ville jeg i ligestillingens navn - trods lyster hertil - have benægtet det.

Det skortede til en start da heller ikke på småindvendinger fra min kvinde om hvor meget det ville irritere, at hun ville have det indrettet så hun selv kunne tage det af og på, samt at det vil indskrænke hendes mulighed for bl.a. at komme i svømmehallen.

Efter at have båret sit smykke i nu en måned, er jeg den tilfredse besidder af en rank kvinde der, på trods af de begrænsninger i hendes udfoldelse et sådan smykke ligger op til, stolt berettede over for vores coach, at hun betragter smykket som sit tydelige mærke på at hun er ejet - og at hun har efterfølgende meddelt at hun, nu hvor sæsonen for svømning snart begynder, uden at kommentere det, vil gå med og derved stå ved smykket

Behov for nye erkendelser

Det er som om, at tiden p.t. mere er til refleksion over hvor jeg er, end så meget andet. Skuer jeg tilbage er det svært at forstå, at der kun er gået så kort tid, idet så mange ting er vendt op og ned.

Jeg har netop overstået en utrolig intens og berigende ferie med min kvinde, hvor vi har bevæget os tæt ind på hinanden og vi har haft det første møde med vores coach, som har startet en større tankevirksomhed.

Jeg erindrede forleden i forlængelse heraf således , at have læst i et afsnit i bloggen Hans Kvinde, hvoraf det fremgår (citat):

Erkendelserne står i kø i vores indbyrdes samspil. Og Han har netop erkendt, at han har fået øje på skoven mellem alle træerne. Han har netop erkendt, at han har en submissiv kvinde.
Jeg har netop erkendt, at jeg er en submissiv kvinde. Når jeg er Kvinde sammen med Ham.

En sætning fra vores coach, sammen med ovenstående, har rettet mit fokus på, at jeg ligeledes skal til virkeligt at erkende og sanse, at min kvinde er submissiv for at kunne forstå flere af hendes (ny) handlemønstrer. Det giver en del stof til eftertanke; men tegner også konturerne af en tiltrængt ny ramme i forhold til, mine handlemønste og kommunikation i min rolle som dominant.

Det er - for at blive ved citatet - som om jeg begynder at se og ane skoven.

Det er i sandhed en underfundig og spændende tid.

Kærligst

Dette er så dagen efter . . . .

Dette er så dagen efter vores første samtale med den coach vi har valgt til at bistå os i vores videre udvikling, primært i forhold til den boblende seksualitet vi har erkendt.

Jeg havde på nettet fundet den coach der virkede rigtig. Vedkommende er udover sine kompetencer og uddannelser udi seksualiteten også uddannet indenfor en tilgrænset faglig verden til vores, hvilket bestyrker os i, at vi har valgt en god samtalepartner udi den proces vi nu påbegynder.

Jeg og min kvinde har i dag begge haft den opfattelse, at det grundlæggende var en god oplevelse, som vi er enige i at vi i de kommende aftener skal søge at efterbehandle - og så eller prøve at sanse og opleve på vores egne kroppe og sind, og ikke kun prøve at internalisere igennem de dialogbaserede og fortolkende redskaber vi hver især bemestrer i vores daglige arbejde.

En af de ting som hurtigt stod klar var, at den del af vores efterhånden mindre betydende konfliktproblem kan vi stort set selv arbejde videre med ved et kommunikationskursus. Vores coachs opgave bliver i første omgang derfor, at bistå os med afklaring i forbindelse med vores udvikling i forhold til vores seksualitet.

Og her var det en overraskelse for mig at overvære hvorledes min kvinde, der normalt er stille og tilbageholdende, i begyndelsen af processen åbentlyst og klart erklærede, at hun ønsker at underkaste sig seksuelt, at hun har lyster/ønsker om tvang og afstraffelse og at blive taget af flere - og at hun ønsker at denne proces skal hjælpe hende til at erkende dette og operationalisere dette i sin hverdag.

Tilsvarende var det for mig en oplevelse, snarere en overvindelse, overfor et andet og levende mennesker overfor en, at skulle sætte ord på, at jeg ønsker at kontrollere og besidde min kvindes seksualitet, at dette ikke kun omfatter soveværelset, at jeg ikke kan/vil indskrænke dette til bestemte tidspunkter hvor der "leges"; men at dette omfatter store dele af vores livsførelse. Derudover at fortælle, at jeg har et ønske om at påføre min kvinde smerte og ydmygelse - ikke i afmagt eller ondskab, men i dyb kærlighed til hende.
Ligeledes fik jeg formuleret at mine forventninger til processen p.t. er, at jeg finder så stor erkendelse i min seksualitet, at jeg tør opgive den angst/usikkerhed (måske også lidt skam) i forhold til min rolle som dominant (og formodentlig også en rem af rollen som sadist) at jeg bliver i stand til at udleve denne.

Alt dette foregik i en rolig atmosfære hvor intet var forbudt, snarere befriende at fortælle overfor en fremmed, som på en præcis og sober måde spurgte ind til vores seksualitet.

Hvad der mere konkret blev sagt og anbefalet vil jeg indtil videre holde for os selv og først give udtryk for i et senere blogindlæg, når det for alvor begynder at bundfælde sig.

Tilbage står kun en ærgrelse. Ikke at det først sker på dette tidspunkt i vores parforhold og ikke tidligere - for vi var ganske enkelt ikke klar før nu, hvor vores behov og lyster presser på. Ærgrelsen er mere generel samfundsmæssig, at denne luksus vi tiltager os selv, ikke er alle beskåret, men af økonomiske grunde kun er forbeholdt mennesker med overskud, som vi nu er, hvor opgaven med yngelpleje er overstået.
Omvendt ved jeg godt at gratis ydelser ikke altid værdsættes i samme grad som det man selv betaler, men stadig væk . . .

Sidste oplevelse fra ferielandet

Min sommerferie sluttede for en uge siden, men fordi min kvinde havde yderligere en uges ferie, har vi valgt at blive boende i sommerhuset hvor hun har nydt livet medens jeg har været på arbejde.

Min kvindes ophold i sommerhuset har stort set været uden en trevl på kroppen og det har været en fornøjelse at komme hjem til en kvinde som i mere end en herseende har været varm.

Desværre har det kun en enkelt gang, en tidlig morgen, været muligt at formå at få hende med ned stranden for at bade nøgen sammen med mig. Argumentet, der uden tvivl ikke er den primære årsag, har uagtet den til tider næsten tomme strand været børn på stranden og andre hensyn. Så udover om morgenen har tekstilsvømning været normen.

Til gengæld har ugen budt på rige muligheder for at fotografere. Således også dette lidt uskarpe billede, der var forleden hvor jeg påklædt fik min mad serveret af min kvinde i nøgen tilstand.

Sol over Gudhjem. Et nyt smykke, 3

Sol over Gudhjem er vist nok navnet på en Bornholmsk ret med røgede sild.

Det har også været hvad vi i de senere dage har iagttaget fra diverse restauranter med helt fantastiske udsigter over havet i omtalte by.

Og ikke mindst har det lille cirkelformede guldsmykke, som jeg har pålagt min kvinde at bære i sin intimpiercing, funklet som en lille sol over Gudhjem der har tittet frem mellem hendes ben - dels når vi har været alene ved stranden og i det hus vi har beboet, og dels når hun i sine korte sommerkjoler ved en ubetænksomhed har flashed for meget af indersiden af sine lår.

Min kvinde er stadig lidt irriteret over smykket og vil gerne at dets kæde bliver forkortet så det ikke hænger så lagt ned mellem benene når hun går; men er samtidig stolt over sit smykke og glæder sig til, at jeg beder hende om at vise det frem for det par vi for øjeblikket skiver med og ser frem til forhåbentlig at skulle møde.

Vi er nu hjemme og er taget videre i sommerhus med havet indenfor 100 meters afstand og udsigt til badning fra en dejlig lang sandstrand.

Fra sommerlandet

En del af ferien foregår i år ved Vesterhavet og da vejret til morges ikke lige indbød til strandtur fra dagens begyndelse valgte vi at køre mod Holstebro hvor jeg via nettet havde lokaliseret en piercer.

Ærindet var en ny piercing til min kvinde og måske en ditto til mig selv. Årsagen hertil er primært, at tanken har strejfet mig og hvis det skal være, så må en Prince Albert være den piercing det skal være. Sekundært har min kvinde flere gange nævnt, at hun finder det nemt for mig, at forvente at hun lader sig pierce og at det er smertefuldt.

Desværre var klinikken ferielukket, så min kvinde må vente til vi kommer hjem fra ferie, hvorefter vi må en tur til København. Heldigvis havde jeg ikke bekendgjort, at jeg også overvejer en sådan. Den fornøjelse/forventning må hun vente med.

I stedet bød resten af dagen på dasen i en klit med udsigt til Vesterhavet og Nissum Bredning på hver side. Her kunne vi ligge fuldstændig ugenert uden andres mennesker indenfor sigte. Det benyttede vi os af til at solbade nøgne , at jeg læste højt for min kvinde af O´s historie og at drøfte vores seksualitet og vore forventninger til denne indgående. Derudover bød eftermiddagen på sex over flere omgange - og nu hvor vi er kommet hjem, står den på en afskylning for en kombination af sved og sand alle steder på ens krop, inden vi skal ud og spise i den nærliggende by.

Det er svært at forestille sig at skulle på arbejde igen - og heldigvis er der endnu flere uger tilbage og en tur til den østligste del af riget, inden arbejdet atter kalder.

Kærligst

Et nyt smykke, 2

Den gave, i form af det smykke som jeg fik min kvindelige guldsmed til at udføre, er nu overdraget min kvinde. Fra at være en løs tanke min kvinde formulerede - uden at tænke over at jeg ville have modet til at gå til guldsmeden og bestile det - var det pludselig torsdag aften en realitet.

Stor var forlegenheden over dagen efter at skulle til guldsmeden for at få det ciseleret og ved samme lejlighed få det slebet så det bliver lettere at bære i hendes piercing. Hun valgte derfor at omtale det som et vedhæng til en ring i øret, hvilket guldsmeden valgte at spille med på.

Motivet bliver forbogstaverne i vores fornavne der slynger sig ind i hinanden. Lidt for "royalt" efter min mening, men alligevel ganske smukt.

Tilbage er kun at hente smykket når det er færdigt en gang i næste uge og at min kvinde så begynder at gå med det - og så at se om piercingen i klitorisforhuden kan bære det lettere smykke. Ellers venter en piercing nederst i den ene kønslæbe.

Kærligst

At eje, eller blive ejet - et nyt smykke

Med min baggrund på venstrefløjen og min kvindes ditto - oven i købet kombineret med en fortid i kvindebevægelsen - vil det i størsteparten af omgangskredsen ikke være velset, at tale om at "eje sin partner" eller at "være ejet".

Det er ikke desto mindre hvad min kvinde og jeg indbyrdes taler om og de følelser vi forsøger at forholde os til og kapere.

Min kvinde fik på min foranledning en intimpiercing for nogle måneder siden, og er principielt ikke afvisende overfor piercinger i brystvorterne; men er endnu ikke klar. I stedet var hun for et par uger siden, og til min overraskelse, åben over for at få et permanent vedhæng i sin intimpiercing, som hun synes sidder og gemmer sig mellem hendes kønslæber.

Jeg har derfor fået min vanlige guldsmed til at fabrikere et sådant vedhæng. Smykket er netop afhentet og hun får det senere i aften. Det er endnu ikke er præget og jeg vil lade min kvinde få indflydelse på udsmykningen af smykket.

Sikkert er dog, at hun har meddelt, at hun vil have mine initialer præget ind på den ene side af smykket - fordi hun derved føler sig ejet.

Udsmykningen af den anden side af vedhænget, vil jeg lade være op til hende og guldsmeden at bestemme hvorledes det skal ciseleres.

Aftenmørket har sænket sig

I mere end en måned har vi sovet udenfor under et halvtag i vores store have - og det eneste vi hører, nu hvor mørket har sænket sig, er den sagte brummende lyd fra den fjerntliggende motorvej, samt skrigene fra den påfugl som tidligere har været på vandring i vores have. Naboen der er gået i seng, har vi kun en enkelt af. På alle andre sider er åbne marker og skoven i bunden af vores have.

Senere i nat bliver der til gengæld en sagte puslen i ny og næ når husets kat forlyster sig med mus, inden den tidligt på morgenen finder hvile i fodenden af vores seng.

Indenfor de seneste dage er vinterdynen blevet skiftet ud med de lette sommerdyner og myggenettet er kommet op. Derinde under myggenettet, i stearinlysenes skær, ligger min kvinde lige nu og sover sødeligt efter, at vi har dyrket enkel, heftigt og varmt sex inspireret af, at vi her til aften har fået færdiggjort vores brev til den coach vi har valgt til at sparre os i forhold til vores fortsatte udvikling.

Sjovt som noget så banalt, som at skrive et brev om vores inderste lyster og ønsker i sig selv kan virke stimulerende. Vi ser så men allerede nu frem til at begynde samtalerne efter sommerferien, som snart finder sted i sommerhuset og på den store østlige ferieø, og inden vi til efteråret tager på sølvbryllupsrejse på et lille hotel oppe i bjergene ved middelhavet.

Ved guder hvor vi taler.

Ved guder hvor vi taler, taler og taler.

Grundlæggende vil vi hinanden - så meget, at det en gang i mellem gør meget ondt.
Vi har i de sidste uger talt hudløst ærligt sammen om det der er svært - og for første gang i mit ægteskab og i mit voksne liv har jeg grædt. Det gjorde på en og samme tid ondt og godt, måske mest fordi jeg først nu for alvor indser hvor meget min kvinde og jeg er flettet ind i hinandens liv.

Jeg begynder for mit vedkommende, at se forskellen på hvor jeg var indtil for et lille år siden og hvor jeg er på vej hen i dag. Jeg ser en person, der går fra at være meget egoistisk og dominerende, men ikke altid lige elsket af hende jeg dengang betragtede som min kone - til i dag fortsat at være en dominant person, men som oprigtig ønsker at forstå -, ønsker at være hensyntagende overfor - og ønsker at være elsket af hende, som jeg i dag betragter som min kvinde.
Det har på mange måder lykkedes over alle forventninger det sidste lille års tid; men da min kvinde for et par uger siden var i en presset situation tabte vi begge hovedet og jeg forfaldt til tidligere tiders adfærd.

Tilsvarende vendte min kvindes angst for at give slip og til dels vendte hendes frygt for den seksualitet vi begge drages imod tilbage. Det var et par dage i et mindre helvede, hvor vi én nat demonstrativt sov hver for sig, talte forbi hinanden, og på anden vis begge var barnlige og selvcentrerede.

Det var en af de dage, hvor jeg fik den oplevelse at græde og hvor vi gik det skridt videre i vores liv, at når vi rask væk bruger ti-tusinder af kr. på bilen, hvorfor skal vi så ikke bruge mindst det samme på vores fælles samliv og udviklingen af dette.

Vi har derfor trawlet nettet igennem for coaches og samlivsterapeuter og tror vi har fundet et par relevante. Vi er derfor nu ved at skrive et kort rids af hvor vi står, hvad vi ser af udfordringer og vores forventninger til vedkommende - før vi mailer dette til hende med en anmodning om en første tid efter sommerferien. En tid til et samtaleforløb, der gerne skulle bringe os i en tættere forståelse af hinanden og på en fælles kurs for vores fremtidige samliv og seksualitet.

Faktum er endvidere, at den opgave, før vi overhovedet kontakter vedkommende, i sig selv er givtig og lærerig. Så det er med glæde vi forsøger at passe på hinanden de sidste 10 arbejdsdage inden ferien.

Kærligst

Hvornår lærer jeg det

Jeg er heldig mand der er begavet med en kvinde der gennem mere 25 har været yderst hengiven overfor mig - og som jeg først for relativt kort tid siden for alvor er begyndt at se og værdsætte. Derfor nedenstående spørgsmål

Hvornår lærer jeg det? - At udøvelse af dominans bør følge hånd i hånd med empati og indlevelse overfor min kvinde.

Hun var fredag eftermiddag fuldstændig mast, småbidende og afvisende, efter en uge med et konstant hårdt arbejdsmæssigt pres; men jeg så ikke dette. Indledte i stedet en forgæves dialog der endte i en lang enetale om vores forhold, insisterende på at drøfte roller m.m.

Jeg afviste en bøn om at stoppe samtalen og invitation til nærhed i stedet for krav.

En række tåbeligheder blev sagt fra begge sider og en god fredag eftermiddag blev spildt. Til slut var det hende der fremsatte de grove udsagn, slog med nakken, vendte ryggen til og gik.

Fulgte efter hende og trængte tavs hende op mod vægen, langstragt kyssen i gangen og efterfølgende forløsning/forsoning i sengen. Hvorfor fanden gjorde jeg ikke bare det fra en start og da hun inviterede til det?. Hvem styrer egentlig hvem?
Umiddelbart herefter kom vores nu voksne og snart flyvefærdige stadigt hjemmeboende barn hjem og spurgte forundret til, hvornår han skulle spise. Det blev sen mad i fredags.

Lørdag, dagen efter, blev en underlig dag præget af gårsdagens ordveksling og rejsen hjem til familiens skød for at fejre en rund fødselsdag, blev først senere til den hyggelige begivenhed den burde have været allerede fra dagens begyndelse.

Efter en god morgen her søndag, sidder jeg ved min pc og funderer. Kan konstatere, at trods alle lyster og erkendelser om en ny seksualitet og et nyt samlivsmønster, så er mange års på ond og godt gennemprøvede samlivsmønstre ikke længere væk, end at de i en presset situation hurtigt springer ud af skabet og forsøger at tage magte fra os begge.

Som jeg indledte med, fik jeg således en kontant lektion i, at udøvelse af dominans bør følge hånd i hånd med empati og indlevelse overfor min kvinde - ellers ser det ud til at jeg forfalder til tidligere tiders roller hvor jeg, uden at ville det, mere var en småtyran der som oftest fik sin vilje, men ikke sin kvindes hengivelse - og der ønsker jeg mig ikke tilbage til.

Heldigvis er dette ønske ikke mit alene - vi er enige om behovet for at udvikle en strategi for håndtering af situationer som denne. Der var vi ikke tidligere, før vores fælles erkendelse.

Prostitution ?

Her for en time siden, lige efter vi var vågnet fra eftermiddagssøvnen i solen ude i haven, nævnte min kvinde i en sidebemærkning, sådan lidt provokerende og lidt spøgefuldt, at hun følte sig som en prostitueret.

Lidt overraskende måtte jeg spørge hvorfor.

Ikke overraskende hang det sammen med at jeg en times tid tidlige på dagen havde foræret hende 4 små røde glaslysestager fra hendes foretrukne brugskunsthandler, med en henvisning til formiddagens erotik og en bemærkning om at: lydige kvinder får gaver - modstridige kvinder bliver "tvunget til at tilfredsstille sig selv".

Tilbage sidder alligevel lidt tanken om min kvinde som min prostituerede. Underlig nok er den tanke slet ikke så frastødende som den ville have været for mindre end et år siden.

Forøvrigt tror jeg nok, at "stillingen blev 1 - 1" da jeg besvarede hende ved at tilkendegive min tilfredshed med hende som prostitueret og meddelte, at hun nok burde afstå fra at komme med ideer af den slags.

Sådan en søndag morgen

Jeg har en kvinde, der trods alle ønsker om D/s, rummer en person der blev opdraget som en pæn pige - og hvor opdragelsen stadig trækker sine spor.

Den kvinde var i går aftes, efter en lang dag, som en spindende kat efter at være blevet masseret på sin ryg med en ny lækker olie. Lige så meget som hun nød det, lige så meget vred det sig efterfølgende i hende, da jeg tvang hende til selv at masturbere sig til udløsning, med mig liggende ved sin side.
Bøn og udsagn om ikke at kunne "få fat" og at hun var træt, blev kun imødegået af min stædige fastholden og truslen om at så ville jeg fortsætte stimuli, men uden at det ville kulminere i den ønskede udløsning.
Det samtidig med, at hun var påført de håndledsmanchetter hun har et tilsvarende ambivalent forhold til gjorde det ikke mindre nemt for hende, og det blev en sej forløsning.

Det var med det billede på nethinden, jeg for en lille time siden vågnede ved siden af min stadig sovende kvinde. Smuk lå hun afslappet der med sit grå hår, som jeg er meget taknemmelig for ikke længere er farvet i mærkværdige nuancer, men udståler den person som jeg levet med i snart en menneskealder.

Og at jeg, når jeg har konfronteret hendes seksualitet med den pæne pige, ofte har en stille; men veltilfreds kvinde, slog heller ikke fejl. Jeg fik min tilfredsstillelse i hendes mund og nu vil jeg lægge mig til at sove lidt mere medens hun er ude og gå sin morgentur.

Det tegner til at blive en god dag.

En ny sårbarhed åbenbarer sig

De sidste uger har min kvinde været under et urimeligt hårdt arbejdspres på grund af udmøntningen af de politisk bestemte nedskæringer overfor de klienter hun varetager.

Hendes fokus har derfor været andetsteds og på hendes fødselsdag forleden kulminerede aftenen i stedet for det hyggesamleje hun havde lagt op til, i en samtale (som jeg indledte, om vores forhold) der endte rædselsfuldt. Kort fortalt endte vi i en ordveksling hvor vi ikke hørte på hinanden og hvor hun gav udtryk for, at hun kunne være i tvivl om forventningerne til hendes seksualitet og vores indbyrdes rollefordeling.

Det blev den første nat hvor vi i frustration/surhed sov hver for sig og heldigvis var det ikke aftenen hvor jeg valgte at gennemtvinge et samleje. Dertil var der den aften nok sagt for meget til, at jeg med sikkerhed kunne have "påtvunget" hende forløsning - om end vi bagefter har drøftet om ikke det var, hvad der burde have været sket.

Nu, nogle dage efter og "tilbage på sporet" er vi enige om, at det var en tåbelig ugennemtænkt og ikke-rigtig af situationen fremtvunget udmelding - og en situation vi burde have undgået. Ikke så meget ordvekslingen, men tidspunktet og de konditioner det foregik under. Omvendt har det givet anledning til nogle refleksioner over hvad det er vi vil og hvor vi er.

Det er som om den nyorientering af vores forhold vi har indledt, har medført at vi på nogen punkter er blevet rigtigt meget sårbare. Det er når vi er inde og tale om kernen i vores seksualitet og roller i dagligdagens forhold udenfor sengen. Den dybe interaktion i hinanden synes heldigvis at have medført en erkendelse af hvor dybt vi er afhængige af hinanden - og at en at en tåbelig og uigennemtænkt bemærkning (endnu) kan gøre utilsigtet ondt og ryste det endnu relativt nye fundament vi er ved at bygge op.

Det ville dog være naivt at forestille sig, at den slags ordvekslinger ikke fortsat vil kunne ske, men vi er enige om at vi skal søge at forebygge dem. Godt nok ændredes vores indbyrdes dialog sig positivt da vi erkendte og drog de første erkendelser af, at vi fascineres af og ønsker at udleve D/s. Der begynder dog nu at udkrystallisere sig et behov for at sætte tempoet ned og ikke bare være beruset af, at vi har erkendt vores lyster på et eller andet udefinerlig plan - og i stedet skal vi til mentalt og konkret at omsætte dette til en dagligdag.

Det er den opgave jeg/vi på forskellig vis sysler med og som jeg i takt med, at det bundfælder sig vil forsøge af nedfælde overvejelserne om på bloggen.

Tilbage

For lidt over 2 uger siden havde min kvinde og jeg (sølv)bryllup på en smuk solbeskinnet helligdag.
Først med den traditionelle morgenkaffe med masser af familie, venner og kollegaer, for senere på dagen - sammen med lidt under 50 særligt nære relationer - at fejre den efterfølgende kirkelige velsignelse af vores forhold, som vi ikke fik, da vi 25 år før blev gift på et rådhus.
Da alt foregik i eget regi, har der været meget at foretage sig, særlig før (sølv)brylluppet, men også bagefter. Mange indtryk er først nu ved at bundfælde sig. Særligt vedrørende vores forhold og den udvikling der blev igangsat, da vi omkring årsskiftet erkendte og begyndte at reflektere over vores lyst til at inddrage dominans og hengivelse i vores liv.
Jeg ser derfor frem til, i den kommende tid, igen at have tid til at "nedkradse" mine reflektioner på bloggen.
Kærligst

Der "sættes" på vågeblus

Grundet en social begivenhed i forholdet der skal foregå om mindre end 4 uger og som sammen med mit arbejde kræver al min tid, sætter jeg min blog på et selvvalgt vågeblus den næste tid.

What does the man get out of it? Many things!

Som par gennem snart 25 år, har vi været igennem mangt og meget - børn, etablering, karrierer, uddannelse, fyring og langvarigt sygdom for at nævne de ting der fyldte mest. Hertil kommer ægteskabets op- og nedture med lykke, konflikter og overvejelser om den skilsmisse, som det alligevel aldrig rigtig er kommet på tale at gennemføre - imedens vi stille og roligt har bevæget os frem mod det snarlige sølvbryllup.
Det er der som sådan ikke noget forkert i og det er vel en udvikling de fleste kommer ud for.

Hvad jeg ikke tror er, at de fleste par på dette tidspunkt bliver enige om at gennemføre en så omfattende turn-around vedrørende seksualitet, roller og forventninger til hinanden som vi har gjort - og som har sendt en helt fantastisk glæde, samhørighed og fællesskabsfølelse ind i vores forhold.

Jeg har tidligere nævnt, at min kvinde, også uden for den hede hvisken der finder sted mellem to elskende i sengen under akten, er begyndt at formulere og vedstå ønsker til sin seksualitet der bl. a. omfatter at blive taget af flere mænd.
Hvad der nu også sker, er at hun begynder åbent at italesætte, at hun også befinder sig godt i dagligdagen og uden for seksualiteten med vores ny roller og at hun - samtidig med at hun føler sig værdsat ved min nye opmærksomhed omkring hendes person og behov - finder stor glæde ved mine forventninger til hende om at respektere mig og efterkomme mine eksplicitte behov.

Alt dette kom frem for første gang i går på bænken ude i haven, i forbindelse med den stille stund vi nu har sammen hver aften og som har afløst tidligere tiders bevistløse tv-kiggeri - Så meget for et nyt dyrt 40 tommers fladskærms-tv, der nu næsten aldrig bliver brugt.

At komme yderligere ind på hendes udsagn, vil være at tolke hendes følelser, hvilket jeg vil afstå fra her.

Derimod kom samtalen kort ind på hvad jeg egentlig får ud af denne turn-around, og der kom jeg til at tænke på en artikel fra Taken in Hand jeg for nylig brugte tid på at fundere over og som på næsten alle punkter beskriver hvad jeg får ud af det?.
Jeg vil derfor afstå fra en længere eksplicit opremsning og i stedet linke til artiklen

Kærligst

En skønhed i min have , 2.

I sidste uge fik vi en logerende i vores have, en påfugl.

Den var til stor fornøjelse og fremvisning i haven i 5 dage, før den i fredags var forsvundet.

I dag søndag, blev mysteriet løst. Under dagens gåtur tog min kvinde mig ind i en gårdbutik med brugskunst, lamper, te, kaffe og andet, for at vise mig en taske.
Her kunne ejeren - der kender min kvinde fra talrige handler af nipsting fra det kvindelige univers - meddele, at hendes mand havde været på besøg i vores have for at indfange den ene af deres 2 påfugle.

Den daglige fornøjelse ved at iagtage den store farvestrålende hønsefugl er således slut for denne omgang.
Men kan blive en realitet igen, idet hun kunne meddele, at de havde bekendte der kunne skaffe påfugle til en yderst rimelig pris.

Min kvinde er derfor i tænkeboks for at afklare om vi i vores store have skal have påfugle - fugle og ikke fugl, fordi leverandøren kun sælger mindst 2 af gangen.
Tilbage står så kun, at der så skal opføres et nyt skur på grunden hvis vi skal have påfugle i den nedlagte hønsegård, der i dag tjener som opmagasinering af alle min kvindes haveting. Det gør jeg såmen gerne hvis hun ud over sin kat nu også vil have fugle. Dels fordi jeg egentlig synes det er et flot dyr, men primært fordi jeg synes at have iagtaget, at hun er faldet pladask for det store fjerklædte dyr.

Nogle betragtninger om udvikling

Som par har vi først sent erkendt vores interesse for D/s. Personlig ser jeg ingen større problemer i det, andet end jeg kan skæve til andre og konstatere, at på det og det niveau, er vi ikke i vores udvikling og det kan prikke lidt til mig for at forcere en udvikling.

Omvendt har vi først kunne træffe det valg nu, fordi det netop nu brød frem og måtte erkendes, og det med mig som den der katalyserede processen.

Jeg må medgive manden i et par vi kun kender via nettet, at han/de har ret i en bemærkning til os om udvikling og erkendelse i en relativ sen alder, hvor det udtrykkes - citat: "Livet er stort. Kærligheden er dyb. Langt dybere end man havde klangbund til at forestille sig som 30-årig. Der er en forskel på et forhold, en kærlighed, der er opstået og har levet og bevist sit værd uden gensidig dominans og submissivitet og et forhold, der er baseret på, måske skabt alene på, det grundlag. Der er forskel på at udvikle sin kærlighed i den retning og på at basere sit (nye) forhold på en forlods anerkendt magtdeling. Det er mit indtryk, at et forhold, hvor modenhed, viden og gensidig respekt tillader, at man anerkender og accepterer forskellen på mand og kvinde er langt, langt dybere og dybfølt end et forhold, der tager det for givet. Der er forskel på at være 50 , når man når hertil og så at være 27 og vælge det, fordi det lyder interessant, spændende og en kende kinky og afvigende. I står med andre ord i et skelsættende vadested baseret på moden erkendelse og åbenhed."

Siden jeg meddelte min kvinde, at jeg ikke mere ønsker at tage hende for givet og vi erkendte at vores liv og seksualitet indeholder mere, har min kvinde og jeg bevæget og i en retning der er mere intens, dybere, gladere og mere rigtig end før i vores lange samliv. Vi har således fået en kommunikation hvor en stadig mere høflig og opmærksom tone os imellem har afløst konflikter. Ligeledes har vi fået et meget intenst samliv hvor daglig sex stadig mere er reglen end undtagelsen.
Min lyst til at udfordre hendes personlighed og krop, samt hendes ditto til at stå til rådighed, synes at have afløst tidligere tiders trivielle kampe om hvem der skulle tage initiativet.

Tilsvarende er vores forhold nu præget af en stor åbenhed om vores inderste ønsker. Fra min kvinde åbenbares i en strøm jeg ikke havde troet nu ønsker og erkendelser.
Fra at mit ønske om at hun skulle pierces var et emne som jeg gennem et par år forsigtigt fremlagde, som "hvad synes du om piercinger" til at jeg efter vores nyorientering formulerede det som et krav til hende, som hun gennemførte - er det forbløffende nu at høre hende med begejstring fremføre et ønske om en anden særlig piercing.

Blot bevæger vi os p.t. i et tempo hvor jeg er hurtigere til at erkende mine drømme og lyster men måske ikke får tænkt alle konsekvenser igennem, så er hun - uagtet jeg har lyst til at skynde på - den der bevæger sig i et mere moderat tempo.

Men selv om jeg til tider forledes til at ønske at forcere vores udvikling, så ser jeg det grundlæggende som rigtigt at der er al mulig grund til at leve i nuet og sætte retningen, men samtidig at vi går frem i et fælles tempo og værne om den udvikling der allerede er skabt mellem os.

Om afslutningen på en sur dag

Helt fra hjemkomsten i dag har den stået på diverse arbejde. Min kvinde med støvsugning vask m.m.
Jeg med opstart af fyret der var gået ud og instalation af et ny hvidevareindkøb.

I forbindelse med besøget i supermarkedet kunne jeg ikke stå for en bakke med jordbær. Dem har jeg netop overtrukket med chokolade og de står til køling samtidig med at vi går en sen aftentur i haven, hvor påfuglen atter er på besøg.

Og bagefter vil jeg tage hende med hen i sofaen med chokoladeovertrukne jordbær og hvidvin.

Så er dagen, trods hendes rengøring og mit ditto arbejde, ligesom til at holde ud hvis den slutter ordentligt

Jeg forundres, 2

Vi var i den forgangne påske til en frokost ved nære venner, hvortil der også var inviteret en række par vi kender godt, men med hvem vi ikke er helt inde i kliken sammen med.

Ved frokosten gjorde værtinden et forsøg på, at gøre flere af kvinderne opmærksomme på de ændringer i vores parforhold som hun - uden at kende baggrund og omfang af - syntes at have iagtaget ved os. Det skete på en lidt kikset måde ved, at foreslå, at de skulle spørge min kvinde hvad hun har gjort siden hun nu stråler og i den grad har min opmærksomhed.

Jeg fik heldigvis forpuret dette ved at bede hende om at stoppe dialogen. Det var lidt pinligt sådan at genere værtinden, men min kvinde var svært tilfredshed med udgangen.

Før vi gik i seng i går sad vi og forundredes over, at den lille del af vores transformation der er synlig er genstand for så stor iagtagelse - og hvad der ville være sket, hvis min kvinde havde bekendtgjort:

• at hun står til rådighed seksuelt, og at dette indebær mulighed for samvær når jeg ønsker dette
• at hun er omfattet af begyndende regler for hendes påklædning og adfærd,
• at hun nu har daglig sex med mig, nogle dage flere gange på en dag,
• at hun sammen med mig har en parprofil med henblik på sex med andre,
• at hun har bekendt sin lyst til at blive taget af flere mænd og ønsker at udleve denne sammen med mig,
• at hun på min foranledning for nylig er blevet piercet i skødet,
• at hun ønsker og forventer at min fulde kærlighed også kan omfatte min fysiske magtudfoldelse.

Det ville nok have vakt nogen opsigt ved påskefrokosten og givet anledning til andres forundring.

En skønhed i min have

I min have plejer det at være min kvinde som er den smukkeste, men i dag har hun haft en rival.

Her til morges opdagede vi at vi p.t. har en ny logerende, nemlig en påfugl.

Hvor den kommer fra ved vi ikke, men da vi kun har en enkelt nabo inden for ca 1 km. afstand, og han er ikke ejeren, så bliver det spændende at se hvornår den forsvinder.

Indtil da har vi fornøjelsen af at se på fuglen, som min kvinde finder utrolig smuk, og jeg kunne godt være tændt på at forære hende en sådan.

Sådan en tidlig lørdag morgen

Vi kom sent hjem i går aftes efter en lang påskefrokost i venners lag - og min kvinde krøb til køjs med det samme og jeg umiddelbart efter.

Jeg vågnede lidt over fire morgen og havde lyst til min kvinde, men besindede mig og gik i stedet ind og læste et par blogs. Cirka en halv time efter krøb jeg tilbage til min kvinde og lagde mig tæt op af hende samtidig med at jeg med mine fingre tiltvang mig adgang til hendes skød.

Halvt i søvne forespurgte hun til tiden og imedens hun lå og smånød mine kærtegn fik hun formuleret, at hvis jeg absolut skulle vække hende, så syntes hun, at jeg skulle tage hendes udfordring op og starte dagen med en tidlig tur i skoven.

Vi har for relativt kort tid siden købt et hus udenfor byen omgivet af marker, kun en nabo og direkte adgang til skoven fra vores baghave og dette bliver vores første forår på denne adresse.

Hendes udfordring var derfor tillokkende og turen bød på rådyr i spring, solopgang, en bøgeskov der står klar til at springe ud og en tur forbi søen hvor jeg med mit kamera fangede hende i positur.

Og nu tilbage to timer senere kryber vi tilbage i sengen for at genoptage min oprindelige aktivitet før en ny dag tager sin begyndelse.

Et smykke

Et af mine tidlige minder er fra min barndoms danseskole. Min mor havde meldt mig til dans og igennem to år sled jeg mig igennem den ugentlige time. Jeg burde dengang have fulgt bedre med, om ikke andet fordi jeg så i dag måske kunne bemestre mere end de grundtrin indenfor vals som jeg trods alt kan. Men det gjorde jeg ligesom en række af de andre drenge ikke, og derfor var jeg ofte udsat for danselærer Grete Pedersens "straf" til ukoncentrerede drenge.

Den bestod i, at jeg, endnu ikke særlig høj og med vandkæmmet hår skulle danse trinene med hende. Nu mange år siden husker jeg hende stadig, en frodig dame, altid i sort kjole, med en meget tung parfume - og en lille guldkæde om hendes kødfulde ankel.

Det var min - uden tvivl første spirende seksuelle - fascination af ankelkæden som et flot kvindeligt smykke.

Jeg har siden den gang haft en fascination overfor tynde kæder på en kvindes ankel og har ofte svært ved at fjerne mit blik - og igennem vores ægteskab har jeg billiget og understøttet min kvinde i at bruge dette smykke.

Et par enkelte smykker er det blevet til. Kæder hun har valgt, dels en læderrem med smykke, en tynd sølvkæde, en enkelt billig guldkæde og en tyk sølvkæde hun fik udført ved en lokal sølvsmed engang vi var på ferie. De har imidlertid kun været båret om sommeren og egentlig ikke en kæde som jeg ønsker det

For lidt over halvanden måned siden, bestemte jeg mig for at dette skal være slut og at hun skal bære den kæde - min kæde - om sin ankel som jeg ønsker. Vi besøgte derfor en guldsmed og hun fik taget mål til den perfekte kæde jeg ønsker hun skal skal bære resten af vores tid sammen.

14 dage senere fik jeg en opringning, at kæden var klar til afhentning og jeg mødte op ved den kvindelige guldsmed som viste mig kæden. Jeg var imidlertid utilfreds med låsen og gjorde indsigelse overfor hvorvidt den vil kunne ødelægge hendes tynde strømper og hvorvidt den vil kunne falde af - læs, tages af.

Hertil svarede hun, at det mente hun ikke; men at jeg om nødvendigt kunne få sat en anden lås i kæden og at hun kunne manipulere denne således, at låsen ikke uden videre kan åbnes, og at den med stor sansynlighed så skal repareres før den igen virker.
Dette blev løsningen og inden jeg gik ud fra guldsmeden, så hun på mig og meddelte, at hvis jeg ønskede det, så havde hun en enkelt gang før loddet en kæde om en kvindes ankel så den var permanet - og at hvis min kvinde kom ned i butikken kunne hun gøre dette.

Nu ca. en måned senere sad jeg for et par timer siden udenfor i solen og drak kaffe med min kvinde, medens jeg så på hendes tynde feminine guldkæde, som hun har accepteret ikke kommer af hendes ankel.
Nuvel, hun havde den første dag hun fik den på spørgsmål til hvorvidt det vil være muligt, at kunne tage den af, men gav så sent som for et par dage siden udtryk for tilfredshed med at den ikke skal af - og at kæden ligesom piercingen i hendes skød er et smykke hendes veninde vil kunne iagttage når de er i svømmehallen. Og at hun må vende sig til denne blottelse, ligesom hun måtte da hun i sin tid for første gang måtte eksponere sit skød som hun har fået epileret i snart mange år.

Jeg forundres

Hvad blev der af min kone?

Siden vi sammen blev enige om at tage på denne rejse ud i D/s har jeg fået en kvinde.

Den kvinde jeg for indtil for kort tid siden, oftest kaldte min kone har i hvert fald gennemgået gennemgået en transformation af de større og er specielt i forhold til sin seksualitet forandret.

Efter endnu et vennepar i går bemærkede forandringen og spurgte hvad der er sket - og hvor kvinderne efter maden havde set på "brudekjolen" og drøftet kvindeting, imedens han og jeg drak cognac - var det en åbenlyst liderlig kvinde som efter gæsterne var kørt nærmest krævende insisterede på sex. Det på trods af, at vi begge havde haft en lang dag i haven og at hun normalt ville have insisteret på at sove.

Ligeså var denne morgen tid for iagtagelse af endnu en ændring.

Dagen startede med en kvinde som vågnede før jeg, og dovent krøb ned under dynen og tog mit lem i munden for efterfølgende at ride mig.
Lige så meget jeg holder af hendes blowjob, så har jeg af en eller anden grund ikke længere særligt meget lyst til at hun rider mig - og ret hurtigt var vi da også i en position, hvor jeg havde mulighed for at tage hende dybt og med hendes ben solidt fikseret over min skulder.

Vi havde efter hendes udløsning en dyb dialog om vores seksualitet - og glædelig var hendes bemærkning, til min reservation overfor andet end at hun tager mig i munden, at hun faktisk også fortrækker at blive taget.

Og for at fuldende begivenheden, sluttede hun efterfølgende vores morgenerotik med at tage min udløsning i munden. En ting der indtil for kort tid siden var hende afgjort imod.

Så jo, jeg forundres over min kvinde - elsker hende meget højt, ser frem til vores videre rejse og ønsker i forhold til vores seksualitet ikke min kone tilbage.

Reflektion

Brugte den 3. feriedag inden min kvinde kom hjem fra arbejde på strygning af de sidste af mere end 30 ustrøgne skjorter og skuring af husets trægulve. Med Stig Larsson på lydbog var det samtidig tid for at reflektere over de sidste måneders udvikling i vores forhold.

Overordnet er jeg, på en måde jeg ikke erindrer i mange år, en tilfreds og meget glad mand, fuld af en stor kærlighed til hende der har valgt at have mig som sin mand - og her er vi inde i de finere nuancer af ordet en mand. Ikke bare et synonym for en ægtefælde, kæreste eller hvad ved jeg, men som den person hun har valgt, der på forskellig vis behersker hende.

Godt nok fylder vores tanker om en ny rollefordeling i seksualiteten meget i vores bevisthed, men en mindst lige så stor ændring har fundet sted i vores almindelige daglige samvær, hvor jeg oplever en ro, intensitet og styrke i vores forhold.
Denne ændring har flere af vores bekendte også registreret, og jeg har til kollegaer og bekendte valgt at sige, at jeg ikke mere ønsker at tage min kvinde for givet. Det er selvfølgelig kun en del af forklaringen; men jeg oplever, vi har fået en dybde i vores forhold - og jeg synes en gang i mellem, at jeg har spildt alt for mange år før jeg så skoven for bare træer. Men det har jeg valgt at tilskynde, at jeg/vi ikke var moden før nu.
I forbindelse hermed finder jeg til stadighed stor inspiration i Taken in Hand artiklerne som en retningsviser på vores rejse.

Hendes ønske om at stå til rådighed for min seksualitet, mine lyster og min vilje, er forhold vi har brugt timer i sofaen på at diskutere. Jeg synes at kunne konstatere to stadier i vores seksualitet, dels når jeg finder tilfredsstillelse ved at besidde hende og dels når jeg ønsker at give hende udløb for sin seksualitet og lyst.

I de fleste situationer flyder disse situationer sammen til glæde for os begge; og vi nyder begge til fulde at jeg "bruger" min kvinde, som jeg ikke tidligere har gjort. Således har blow jobs og særlig analsex altid været lidt forbundet med at spørge om lov. Det gør jeg ikke længere og oplever til fulde en stor lyst forbundet hermed - og at min kvinde giver sig hen og synes at have opgivet at kontrollere sin seksualitet.

Det er i sandhed en spændende rejse vi har påbegyndt.

Alene - påskeferie

Har brugt dagens første timer efter hun stod op og tog på arbejde, på at nyde roen og indstille mig på min ferie de næste 12 dage, hvoraf de første 3 dage er alene.

Dagen startede - som den ofte har gjort, siden vi traf beslutning om at ændre rollerne i vores samliv - med doven elskov. Oftest startende med mig som den, der uden hendes opfordring og for egen vinding skyld trænger ind i hende, imedens hun endnu er i en tilstand mellem sovende og ikke helt vågen. Lidt efter med hende som begyndende vågen og nydende.
Sært nok har jeg tidligere været den som uden at ænse hende fortsatte søvnen, når hun står op for sin daglige motion; men nu starter dagen ofte med en lyst til at starte denne med at besidde hende. Og egentlig er min nydelse herved primært mentalt, idet min morgenerektion sjældent fører til en egentlig udløsning.

Derfor afsluttes vores morgenerotik oftest ved, at jeg byder hende at afslutte sin forløsning ved at onanere synligt foran mig, hvilket hun ikke tidligere har brudt sig om, men praktiserer nu synligt nydende og nu betydeligt mere højlydt.

Nu midt på formiddagen, efter at have sovet et par timer, står dagen på oprydning efter kattens mord på en uskyldig fugl, den har bragt ind i huset gennem kattelemmen. Fjer og indvolde ligger spredt rundt i 4 rum, fyret er gået ud og en bunke af mine skjorter ligger og venter på at blive strøget. Ligeså ligner køkkenet - hastigt forladt da gårsdag aftes begær satte ind - et bomberamt lokale.

Alt i alt, ser det ud til, at den første feriedag kommer at gå med indendøres sysler og ikke i mit værksted som planlagt.

Derfor er en lydbog med Stig Larssons anden bog sat i PCén, de to første skjorter er strøget og variationen i dagens arbejde bliver strygning af skjorter kun afbrudt af oprydning.

En brudekjole

Efter en lang dag i byen fra tidlig lørdag formiddag til midt på dagen, er jeg imponeret over hvor mange kjole- og skobutikker man kan nå (og jeg blev forsikret om; at der er mange flere), før vi nåede endelig frem til rejsens - overfor mig og indtil da skjulte - egentlige mål. Butikken der forhandler tøj fra en Karen Millen.

En time efter og flere tusinder kr. lettere gik jeg ud med en storsmilende kvinde, bærende på en "brudekjole" og jeg med en stor lyst til at dele min begejstring ved at sætte et billede af denne på min blog - men det billede vil desværre nok være for genkendeligt.

Sært som en kirkelig velsignelse bliver til brylluppet i vores begges bevisthed - vi har dog været borgerligt viet i snart 25 år.
Det er i sandhed svært at opretholde vores begges normale rationelle væsen, hvilket et nært familiemedlem og vedkommendes samlever, også bemærkede og sødt kommenterede, da vi spiste sammen senere på dagen.

Eneste "minus" var, at hun mente, at det burde have været hende som sammen med min kvinde skulle have købt kjolen. Nu står hun derfor, efter at hun og min kvinde gennemgik hendes tonsvis af sko, sammen med min kvinde for køb af sko - og hvad jeg ville have forsværget muligt, er udgangspunktet et par røde højhælede sko.

Heldigvis fik både hun og jeg kvalt alle min kvindes intentioner om sandaler. Så det går nok således, at husets vedligeholdelseskonto bliver lettet yderligere.

Derudover fik jeg sat mig på valget af en del af min kvindes beklædning som er "for my eyes only"

kærligst

Weekend

Endelig weekend.

Gik for et par timer siden op for at vække min kvinde, der efter en lang arbejdsuge havde lyst til kort eftermiddagslur.

Før vi så os om, blev dette til et samleje, der gentagne gange blev behageligt afbrudt af intense spørgsmål til hinandens lyster og drøftelser af nye muligheder og stillinger som jeg bedst husker fra min hede forelskelse for lidt mere end 25 år siden. Den forelskelse, som dengang blev forkortet på grund af en eller flere samlejer uden prævention, som igen resulterede i vores f'ørste barn.

Under samlejet blev jeg igen påmindet om de nye dybder i min kvinde. Stille og lidt genert bekendtgjorde hun et mangeårigt oprigtigt ønske om at blive taget af en eller flere mænd i mit nærvær.

Efter en sådan start på weekenden, har jeg intet mod, at den nu står på 2 timers koncentreret oprydning, badeværelsesrengøring og efterfølgende madlavning.

Jeg vil trække en god flaske rødvin op til i aften, og i morgen står den på tur til København for at prøve og købe af et ordenligt taljekorset til afløsning for det gamle postordrekorset som hun aldrig rigtigt fik brugt.
Kærligst

Fysisk magtudøvelse

I mit snart 25 årige ægteskab har jeg aldrig lagt hånd på min kvinde.

En gang, i begyndelsen af vores ægteskab, havde jeg lyst. Dengang smadrede hun i afmagt i en diskussion den krystalvase jeg havde arvet efter min oldemor. Godt jeg ikke dengang lagde hånd på hende, fordi min magtudøvelse ville have været udøvet i raseri, afmagt og vrede - men i mange år efter har jeg i diskussioner beklageligvis brugt den begivenhed til regidt at minde hende om hendes handling den gang, og kunstigt holdt liv i talrige ufrugtbare og nyttesløse verbale magtudøvelser.
Tåbeligt, fordi godt nok værdsatte jeg dengang den vase; men den er for intet at regne mod den kærlighed jeg har til min kvinde og jeg burde for mange år siden have tilgivet, at hun smadrede et meget kært minde om en gammel dame der igennem næsten 18 år stod mig uendeligt nær. Med al for stor forsinkelse er dette nu gjort.

Til gengæld har jeg over tid haft en ikke-erkendt lyst til fysisk at udøve min magt over hende; men i vores mainstream ligestillede forhold har dette ikke været en gerning og tanke, der på nogen måde har været opportunt at have.

Under en drøftelse i går, trængte vores indtil nu skjulte og kun begyndende erkendte lyst, hendes lyst til tvang/underkastelse, og min ditto til fysisk magtudøvelse - af hende - sig uventet, men alligevel ikke overraskende sig på bordet.

I løbet af et par timer fik vi drøftet dette emne og jeg ligger nu her i min seng, efter at være vågnet klokken halv fire om natten, og funderer over hvilken udfordring jeg har fået.
Jeg har en kvinde, der over for hendes mand, mig, har tilkendegivet at hun ønsker og forventer min fulde kærlighed og at denne også omfatter min eventuelle fysiske magtudfoldelse, idet hun har fuld tillid til at jeg ikke vil udøve denne i magtesløshed, men i kærlighed som en del af vores seksualitet.

Det er i sandelighed en stor gave som skal behandles med megen varsomhed - og ikke anvendes før jeg har fået viden og styr på mine ny udfoldelsesmuligheder.

Kærligst

Der er ingen der har sagt det skal være nemt

Havde i dag min første konflikt med min kvinde, siden vi besluttede os for at at leve vores liv i overenstemmelse med de nye nye roller vi ønsker.

Min kvinde varetager i det daglige et job med en stor indflydelse - og i enkelte situationer en afgørende og radikal indflydelse - på flere familiers liv, hvilket naturligvis påvirker hende.
Netop dagen før, havde - som det en gang i mellem sker - budt på uventede problemstillinger og udsat hende for et stort arbejdspres. Da vi var kommet i seng fredag aften var vores samvær derfor, at jeg holdt om hende og hørte på beretningen om arbejdsdagen.

Vi vågnede lørdag morgen kl. 05.00, idet vi ikke havde afklaret hvem af os der var nødt til at skulle op og køre et af vores børn på arbejde.

Morgenen startede intimt med at hun bad om at få udløsning.

I fællesskab har vi aftalt, at vores seng som udgangspunkt ikke skal være det fysiske sted for drøftelser af arbejde og problemstillinger, men efter sin udløsning ønskede min kvinde at drøfte et andet emne. En gammel og kendt diskussion der omfattede en række arbejdsopgaver hun ønskede løst.
Ved ikke om det var sølvbryllupskuller, gårsdagens stress eller hvad, men det som startede som en banal samtale endte i en række forventninger til opgaver og var pludselig ikke længere ønsker, men nye og bastante yderligere krav til bl. a. etablering af nye bede i haven - og en "trussel" om, at så kunne hun da bede manden i et vennepar om bistand.

For et halvt år siden ville jeg have taget denne udfordring op og gået ind i en endeløs diskussion, der ville have endt i en tåbelige magtkamp og et elendigt klima weekenden over. Valgte i stedet at meddelte, at det ønskede jeg ikke at høre på, stod op og kørte i stedet barnet på arbejde.

Ved min hjemkomst 45 minutter senere konstaterede jeg, at min kvinde var stået op og gået tidligt på sin vanlige motionsrute. Derfor gik jeg i mit værksted og nød morgenfreden.
En tid senere brillerede hun ved sin hjemkomst ved at undlade at hilse, hvorfor jeg gik ind og fandt hende stående i gangen. Under hensyntagen til et stadigt sovende barn, valgte jeg ikke særlig blidt, at tage hende med begge hænder i hendes overarme og trak hende ud på badeværelset og anbragte hende op ad badeværelsesbordet. Her havde jeg - for første gang i vores lange samliv - en ubestemmelig lyst til at straffe hende fysisk. Jeg ved ikke hvorfor, men lysten var stor og der var i det sekund et eller andet frydefuldt ved tanken. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men valge at fastholde hende, imedens jeg så på hende og stillede ét spørgsmål, nemlig hvorfor hun opførte sig som sig sin egen mor, en kvinder der gennem en årrække tyraniserede sin mand.

Hun forsøgte forgæves at undslippe mit blik, men sagde så pludselig undskyld og at hun ikke kunne forklare hvorfor hun havde været en bitch.
Oplevede herefter, at vi begge havde overstået den konflikt der tidligere ville have været startskudet til en dårlig weekend, konstant stående i skyttegravene og drøftet hvem der havde ret.

De efterfølgende to timer blev i stedet en dialog om hvorledes vi undgår lignende situationer kun afbrudt af et intenst samleje.
Kærligst

Et snapshot

Det er med stor tilfredshed, at min kvinde gør sig store anstrengelser for at efterleve mine forventninger til at hendes påklædning matcher mine ønsker om tilgængelighed og at hun står til rådighed.

Kjolen hun havde valgt den dag var nok mere kort end hun havde regnet med og medens vi var ved præsten for tilrettelæggelse af velsignelsen var det med stor fornøjelse at iagtage, at hun var nødt til at have fokus på ikke at blotte sig.

Kunne ikke stå for at tage et ubemærket snapshot med kameraet under bordet da vi var kommet hjem og inden vi begge skulle tilbage til vores respektive arbejdspladser.
Kærligst

Men størst af alt er kærligheden

Har været borte et stykke tid og funderet over hvordan jeg kommer tilbage i bloghumør.

Med min alder ville det være patetisk hvis jeg påstod at hele mit liv drejer sig om min seksualitet og ikke påvirkes af andet. Men i snart nogle måneder har meget drejet sig om mine bestræbelser på ikke mere at tage min kvinde for givet og vores fælles ønske om at udleve vores ønsker om nye roller så godt det kan lade sig gøre.
Det er i sandhed en spændende proces. Lidt frem, lidt mindre tilbage, men stort set hele tiden er vi meget fokuseret på at vi ønsker hinanden og en forandring.

I de sidste dage har jeg vendt en af de måske kendte vers i Det Nye Testamente flere gange i mit hoved. Det er verset om kærligheden:

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.
Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.
Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.
Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.
For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis,
men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.
Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Jeg er godt klar over at jeg nærmer mig en naiv brug af verset, men det er sammen med vores udvikling en forståelsesramme jeg kan bruge til at forstå hvad det er som sker, måske mest i mig. Men faktum er at jeg har ændret mig, min kvinde også og i særdeleshed begynder nogle af vores bekendte at registrere en forandring som de spørger ind til. Jeg vil i et snarlig blogindlæg forsøge at reflektere lidt mere over det; men det er endnu ikke helt klar.

I stedet vil jeg kort nævne, hvorfor jeg begyndte med nogle af de smukkeste linjer jeg kender og som jeg læser ved forskellige lejligheder.

Om kort tid, er det 25 år siden vi blev gift på et rådhus. I gennem mange år har jeg brugt megen energi på mig selv og måske nok kun fornøden energi til at min kvinde har valgt at leve sammen med mig. Men min beslutning om at blive et bedre menneske og vores beslutning om at leve mere i overenstemmelse med nogle ny roller, har medført en kemisk reaktion i min hjerne. Måske det vil være bedst at kalde det for en erkendelse af hvor meget jeg elsker hende og hvor meget vil anstrenge mig for at være værdig til hendes valg mig som ægtefælde og hendes lyst til at følge og føje mig.

Faktum er at jeg har gransket mit sind og friet til hende, forstået således, at vi på vores sølvbryllupsdag (overfor samfundet) i kirken får velsignet vores ægteskab overfor hinanden og den Gud der måske, måske ikke, er.

En skattet bekendt jeg kun kender via nettet sammenfattede på glimrende vi vores beslutning om at blive kirkelig viet, efter at have være borgerlig viet gennem 25 år således: Dermed bliver vielsen en bekræftelse mere end et løfte og et håb.

Det udsagn har jeg funderet en del over og finder det ganske facinerende.

Kærligst

Efterskrift

Hun sagde ja, der var tårer og lige nu er det kun ganske få der ved det udover læserne af dette lidt anderledes indlæg om mit nye liv. Men det blogindlæg der trods alt beskriver måske min største erkendelse indtil nu

Nogle nødvendige erkendelser

Som par har jeg i lidt over en uge haft en dialog med et andet par.

Det blev ikke til mere, idet dialogen ophørte før den kom i gang.

En medvirkende - og nok den afgørende - forklaring er samtidig en personlig erkendelse som jeg skal drage og som retfærdigvis gør lidt ondt i selvfølelsen. Nemlig, at jeg ikke for alvor lod min kæreste tage del i processen og lod ting tage den tid tager.
Den nødvendighed, at lære at vente og turde lade processen være fælles bliver en nødvendig erkendelse som jeg lige skal synke og internalisere.

At det så er sådan, at det måske aldrig var blevet til noget, da der nok er for stor afstand mellem hvor vi er, kan i denne forbindelse egentlig være lige meget.

Hvis jeg ser sidste uge som en proces, så bliver det min nødvendige erkendelse, at jeg ikke kan gøre en indledende kontakt til et andet par til et akademisk projekt med mig selv som projektleder - som jeg så ofte gør i mit arbejdsliv. Jeg må nok snarere erkende, at en relation og en dialog skal være et forhold vi på passende vis involverer os i, i stedet for en proces jeg skal styre. Det er noget jeg skal bruge lidt tid til at tygge over.

I vores forhold udvikles til gengæld en dybde som jeg skal mange år tilbage for at finde lignende. Jeg skal nok tilbage til vores børns fødsel, for at finde den samme hengivenhed overfor min kæreste. Det er på sin vis skræmmende.

Jeg har gennem den senere tid taget et blik ind i mig selv og vores forhold, og det er ikke i alle henseender jeg er lige glad for hvad jeg ser. Sådan vil det selvfølgelig altid være hvis man forsøger at bedømme fortiden i nutidens lys og erkendelser. Men alligevel . . . .

Derfor er det væsentlig for mig det fremadrettede perspektiv, hvor jeg har besluttet mig for at stræbe efter ikke-mere, at tage min kæreste for givet og bestræbe mig på at være en værdig partner i forhold til de roller vi ønsker at indtage i vores fremadrettede liv.

Det er store følelser og jeg håber, at jeg magter at bryde nogle af de cirkler dele af mit liv har kørt i.

Og hvis jeg en gang skal stå til regnskab for "en højere Gud", så er jeg ikke sikker på, at jeg kan redegøre for hvad der var anstødsstenen til denne nyorientering - ud over vores ønsker om at udleve vores seksualitet sammen med andre, og som i den forbindelse tenderer til at synes mindre vigtig. Men jeg ønsker denne udvikling, som giver mig et nyt og berusende syn på min elskede, om end der stadig er nogle kameler at sluge.

Kærligst


Efterskrift

Da jeg startede på dette indlæg var det søndag morgen - og efter at vi havde nydt hinanden og talt om håndteringen af den kontakt med det andet par, som sluttede før den begyndte - så fik min kæreste på spøgefuld vis sat tingene i perspektiv. Det gjorde hun ved at hævde, at en præmis for hende i udlevelsen af vores seksualitet sammen med andre, nødvendigvis måtte være, at de fastelavnsboller som hun ville bage til sine børn måtte have første prioritet, efter at vi havde nydt hinanden.
Og pludselig tog denne refleksion så lang tid ved computeren at få styr på, at klokken var blevet halv tre søndag eftermiddag og jeg havde sagt nej til hendes spørgsmål om at gå en tur.
Fandens osse

Forude venter en week-end

Forude venter en week-end præget af at børnene er hjemme, min kærestes daglige motion og den obligatoriske rengøring på badeværelset. Og så i aften middag med et sæt venner vi har kendt gennem mange år og sætter umådelig stor pris på. Ligesom sidste week-end, hvor vi havde andre venner på besøg, gribes jeg dog af en sær følelse af at have fokus et andet sted - og at jeg i denne tid gerne ville have været i et selskab hvor vi kunne have dyrket vores spirende nye fælles roller og seksualitet.

Men fortvivl ej. Vi har modtaget brev fra et par som gerne vil i kontakt og i dag vil min kæreste skrive tilbage til kvinden i parret, der lever i et forhold der på mange måder matcher vores forventninger til vores fremtidige samliv.

Er stadig lidt forundret og umådelig stolt over kærestes mangesidede person. Hun bemestrer på den ene side i det daglige, at være irriterende stille med sine forventninger til ønsker til fremtiden og møde med andre, for på tidspunkter hvor jeg mindst venter det, at give klare tilsagn om deltagelse i den igangsatte proces.

Jeg er intellektuelt klar over, at det formodentligt intet formål har at skubbe for voldsomt til processen, på samme tid som jeg ved at initiativet ligger på min bane. Jeg håber at dialogen mellem min kæreste og kvinden fra det par der har skrevet til os kan være med til at udkrystallisere processen, idet der i min kærestes sind nok stadig foregår kampe mellem hendes lyst og det hun tror andre forventer af hende som kvinde.

Har for øvrigt inspireret af talrige profiler oprettet en msn. Eller snarere, jeg lod sønnen oprette denne. Gad vide hvornår han lurer, at der er et eller andet "galt" med hans forældre.

Kærligst

Min kvindes kat

Jeg må tilstå at jeg synes mere om min kvindes kat, end jeg har lyst til at vedstå.

Selv er jeg mere til hunde, helst store hunde. Jeg fascineres over disse dyr som kan disciplineres, vise lydighed og er en hengiven såfremt man behandler dem godt.

Min kvindes kat, fik hun for et par år siden trods min erklærede modvilje mod at anskaffe os et sådant kræ. På trods af det stod hun en dag med et forpjusket dyr, som en perifer kvindelig bekendt havde i overskud. Installeret blev den, og siden har den tiltvunget sig rettigheder som jeg ville have forsværget, at nogen dyr skal have i mit hjem.
Stolt sidder den i vindueskarmen, frækt ligger den på borde (også selv om jeg slår ud efter den) fredfyldt sover den overalt i min sokskuffe, i sofaen på min mave eller ved siden af min kvinde når hun sover ved min.
Og hvis den vil noget, særligt lækkerbiskner, tyr den til midler som at smyge sig tæt op af ens ben på en måde der kan overtale selv mig.

At vinde dens hengivenhed sker som oftest på dens egne betingelser, men er den helt umulig, så hjælper et element af magt. Hvis det ikke passer kræet stikker den af; men hentes kan den. Og pacificeres den, kan du overvinde dens modstand ved tålmodighed, opmærksomhed og nussen på mave og bag øre - og gør du det rigtigt, så bliver den og ender med at spinde og behage dig med sit nærvær.

Det er forbløffende så meget min kvinde minder om sin kat.

Ændring i kommunikationen

Forleden søndag var det med en lyst til at skrive - i stedet for at lægge mig tilbage og sove en time videre, efter at hun den dag gav mig det BJ, som jeg ynder hun efterlever om morgenen - og derfor reflekterede jeg over en af de små ting i vores forhold.

I vores forhold, har vi fået opmærksomhed på den underliggende rollefordeling i kommunikationen i dagligdagen.

Fra vi for kort tid siden erkendte rollerne i mellem os, har mange ting gået stærkt og pludselig fokus på de små dagligdags detaljer og dialog, hvor jeg er blevet bevist om at sige "jeg vil" når dette er krævet eller falder naturligt i sammenhængen - til at hun i de sammenhænge kun jeg ænser, er begyndt at bruge "må jeg".

Alt sammen forhold som, som sådan, ikke ændrer på vores relationer; men som skærper bevistheden og respekten for hinanden.

Det samtidig med, at jeg - uden at det formodentlig er andre bevist - er begyndt bevist at markere med et diskret, men bestemt, klem når jeg vil have hendes fokus. Jeg afventer spændt og forsøger at aflæse hvorvidt hun udvikler en tilsvarende fysisk adfærd når hun ønsker min opmærksomhed.

Hvad det gør at et par tilkendegiver interesse

Gennem de lidt over 14 dage vi har haft vores profil, har jeg brugt megen tid på at tjekke bevægelser, hvem der har kigget ind og hvem der er gengangere.
I starten var jeg meget flink til at bruge gæstebogen og måske også for hurtig til at afsende breve. På trods af, at vi allerede på første eller andendagen fik to breve - et fra et par i Sønderjylland som roste profilen, bød velkommen og sluttede af med at konstatere at der desværre er to bælter mellem os, samt et fra et par fra hovedstadsområdet der indbød til dialog - har det nok været meget godt, at den første seriøse henvendelse først kom for et par dage siden.

Forinden havde jeg udsendt et par breve som lidt pjusket tilkendegav interesse, men på den anden side ikke var særligt fokuserede. Fra et par fik vi en tilbagemelding i form af et venligt og seriøst brev med en henvisning til hjemmesiden "Taken in Hand" som inspiration til vores udvikling med tilsagn om at skrive sammen, men heller ikke mere.
Nu 14 dage senere - og allerede en menneskealder klogere - er jeg dem taknemmelige for at vi ikke med det samme endte i et konkret møde. Ikke, at vi ikke ville, snarere hellere end gerne, men tiden er blevet brugt konstruktivt til refleksion og dialog på hjemmefronten.
Jeg er dem taknemmelig for den korespondance vi har haft i vores korte profil-tid og det er med inspiration fra dem, jeg valgte at oprette denne blog.

Vores dialog har mest været i form af, at jeg mere eller mindre højlydt reflekterer, medens min kæreste - der er rundet af Vestjyllands muld - er det stille vand, der til gengæld kan være utroligt dybt. Min refleksion har givet sig udtryk i denne blog og megen litteratur og internetsøgning - og i takt med at jeg har bevæget mig, har jeg måske ikke helt haft blik for min kærestes refleksion

Ved lejligheder, som den i bilen på vej hjem fra arbejde, hvor jeg forsigtigt fik drejet samtalen ind på vores roller og det at bemestre at underkaste sig, også uden for sengen, kunne hun stille bidrage med, at ja hun ønsker denne udvikling. Det og at hun også har nikket til profilen på et tidspunkt hvor den var meget mindre præcis end den er i dag, har da også været blandt mine fixpunkter i den proces vi sammen har bevæget os ud i.

Undervejs i den proces, som for mig har været opslugende og med meget lidt nattesøvn, har hun stille og roligt gået rundt og behaget mig i påklædning, selskab og intimitet, men uden at tale særligt meget om hvor hun er.

Derfor var det også med en vis ængstelse jeg midt om natten svarede for første gang på en henvendelse fra et par som poppede op på skærmen meget sent på aftenen - og hvor hun lå ved siden af mig og sov. Henvendelsen var fra et sympatisk og ca. 10 år yngre par, som på en og samme tid både lignede os i profil og på samme tid antagelig er noget længere og mere fysisk i deres udlevelse af D/s. I min interesse for dette par, valgte jeg at sende et meget langt brev retur, hvori jeg beskrev hvor vi var og at en afgørende kondition for os ville være, at min kæreste ville være med til at gå så langt som leg med smerte. Ligeså redegjorde jeg for, at i vores profil er hun ikke nævnt som biseksuel, men at en relation mellem kvinder i en kontakt måske kan komme på tale.

Interessen fra min side var vakt og jeg håbede på et positivt svar retur.

Samtidig bredte sig en vis bekymring. Var jeg nu gået for langt i præciseringen af den profil min kæreste nikkede ja til i begyndelsen, men som jeg har raffineret og raffineret Jeg var rimelig sikker på, at profilen var i overensstemmelse med vores tanker i forhold til, at vi i seksualiteten vil en udvikling hvor jeg bestemmer og fritager hende, samt at hun skal være til rådighed. Men var jeg nu helt sikker på, at det afsnit om straf og smerte ikke er mere end fantasier, der hører hjemme i en seng.

Jeg havde bestemt mig for, at uanset hvorvidt parret ville svare tilbage eller ej, så måtte vi have en af de samtale seancer, som er så "svært" at trække hende til (eller som jeg bare har brug for mange flere af end hun). Svært fordi det ikke ligger til hendes jyske sind sådan at tale om intime detaljer ved en hver given lejlighed.

Samtidig havde parret skrevet et langt svarbrev, hvori han takkede for vores svar og fyldestgørende, sobert samt detaljeret redegjorde for deres seksualitet, leg med smerte og ømhed, samt hans ønsker til hende - ønsker som på mange måder harmonerer med vores. Et brev som fortsat tilkendegav interesse, forståelse for hvor vi er i vores udvikling og samtidig en præcisering af at fælles leg og udvikling nødvendigvis vil fordre, at begge parter deltager aktivt.

Vi satte os sammen efter aftensmaden og min kæreste læste vores profil - havde én bemærkning om at den profil kunne hun da kun perifert genkende; men at hun da forøvrigt syntes, at den var velskrevet og at hun fuldt ud kunne tilslutte sig den.
Herefter havde hun lejlighed til at læse parrets profil, fokuserede en del på passagerne om deres udlevelse af deres seksualitet og kunne bemærke, at de nok er længere end vi i udlevelsen.

Der hvor min kæreste så igen imponerer mig i dybden af sit engagement, var at hun - ligesom da jeg konkret bød hende at få en piercing - klart synes at have det bedst med ikke at skulle argumentere længe, intenst og intellektuelt, for sine lyster, og synes at finde frihed i at blive presset. I hvert fald bekendtgjorde hun, at hun syntes, at vi skulle tilkendegive interesse for at mødes og så må vi se.

Jeg imponeres til stadighed over min kæreste; men netop hendes "handlemønster" er måske indbegrebet af submissivitet.

Kærligst