Men størst af alt er kærligheden

Har været borte et stykke tid og funderet over hvordan jeg kommer tilbage i bloghumør.

Med min alder ville det være patetisk hvis jeg påstod at hele mit liv drejer sig om min seksualitet og ikke påvirkes af andet. Men i snart nogle måneder har meget drejet sig om mine bestræbelser på ikke mere at tage min kvinde for givet og vores fælles ønske om at udleve vores ønsker om nye roller så godt det kan lade sig gøre.
Det er i sandhed en spændende proces. Lidt frem, lidt mindre tilbage, men stort set hele tiden er vi meget fokuseret på at vi ønsker hinanden og en forandring.

I de sidste dage har jeg vendt en af de måske kendte vers i Det Nye Testamente flere gange i mit hoved. Det er verset om kærligheden:

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.
Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.
Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.
Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.
For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis,
men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.
Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Jeg er godt klar over at jeg nærmer mig en naiv brug af verset, men det er sammen med vores udvikling en forståelsesramme jeg kan bruge til at forstå hvad det er som sker, måske mest i mig. Men faktum er at jeg har ændret mig, min kvinde også og i særdeleshed begynder nogle af vores bekendte at registrere en forandring som de spørger ind til. Jeg vil i et snarlig blogindlæg forsøge at reflektere lidt mere over det; men det er endnu ikke helt klar.

I stedet vil jeg kort nævne, hvorfor jeg begyndte med nogle af de smukkeste linjer jeg kender og som jeg læser ved forskellige lejligheder.

Om kort tid, er det 25 år siden vi blev gift på et rådhus. I gennem mange år har jeg brugt megen energi på mig selv og måske nok kun fornøden energi til at min kvinde har valgt at leve sammen med mig. Men min beslutning om at blive et bedre menneske og vores beslutning om at leve mere i overenstemmelse med nogle ny roller, har medført en kemisk reaktion i min hjerne. Måske det vil være bedst at kalde det for en erkendelse af hvor meget jeg elsker hende og hvor meget vil anstrenge mig for at være værdig til hendes valg mig som ægtefælde og hendes lyst til at følge og føje mig.

Faktum er at jeg har gransket mit sind og friet til hende, forstået således, at vi på vores sølvbryllupsdag (overfor samfundet) i kirken får velsignet vores ægteskab overfor hinanden og den Gud der måske, måske ikke, er.

En skattet bekendt jeg kun kender via nettet sammenfattede på glimrende vi vores beslutning om at blive kirkelig viet, efter at have være borgerlig viet gennem 25 år således: Dermed bliver vielsen en bekræftelse mere end et løfte og et håb.

Det udsagn har jeg funderet en del over og finder det ganske facinerende.

Kærligst

Efterskrift

Hun sagde ja, der var tårer og lige nu er det kun ganske få der ved det udover læserne af dette lidt anderledes indlæg om mit nye liv. Men det blogindlæg der trods alt beskriver måske min største erkendelse indtil nu