Nogle nødvendige erkendelser

Som par har jeg i lidt over en uge haft en dialog med et andet par.

Det blev ikke til mere, idet dialogen ophørte før den kom i gang.

En medvirkende - og nok den afgørende - forklaring er samtidig en personlig erkendelse som jeg skal drage og som retfærdigvis gør lidt ondt i selvfølelsen. Nemlig, at jeg ikke for alvor lod min kæreste tage del i processen og lod ting tage den tid tager.
Den nødvendighed, at lære at vente og turde lade processen være fælles bliver en nødvendig erkendelse som jeg lige skal synke og internalisere.

At det så er sådan, at det måske aldrig var blevet til noget, da der nok er for stor afstand mellem hvor vi er, kan i denne forbindelse egentlig være lige meget.

Hvis jeg ser sidste uge som en proces, så bliver det min nødvendige erkendelse, at jeg ikke kan gøre en indledende kontakt til et andet par til et akademisk projekt med mig selv som projektleder - som jeg så ofte gør i mit arbejdsliv. Jeg må nok snarere erkende, at en relation og en dialog skal være et forhold vi på passende vis involverer os i, i stedet for en proces jeg skal styre. Det er noget jeg skal bruge lidt tid til at tygge over.

I vores forhold udvikles til gengæld en dybde som jeg skal mange år tilbage for at finde lignende. Jeg skal nok tilbage til vores børns fødsel, for at finde den samme hengivenhed overfor min kæreste. Det er på sin vis skræmmende.

Jeg har gennem den senere tid taget et blik ind i mig selv og vores forhold, og det er ikke i alle henseender jeg er lige glad for hvad jeg ser. Sådan vil det selvfølgelig altid være hvis man forsøger at bedømme fortiden i nutidens lys og erkendelser. Men alligevel . . . .

Derfor er det væsentlig for mig det fremadrettede perspektiv, hvor jeg har besluttet mig for at stræbe efter ikke-mere, at tage min kæreste for givet og bestræbe mig på at være en værdig partner i forhold til de roller vi ønsker at indtage i vores fremadrettede liv.

Det er store følelser og jeg håber, at jeg magter at bryde nogle af de cirkler dele af mit liv har kørt i.

Og hvis jeg en gang skal stå til regnskab for "en højere Gud", så er jeg ikke sikker på, at jeg kan redegøre for hvad der var anstødsstenen til denne nyorientering - ud over vores ønsker om at udleve vores seksualitet sammen med andre, og som i den forbindelse tenderer til at synes mindre vigtig. Men jeg ønsker denne udvikling, som giver mig et nyt og berusende syn på min elskede, om end der stadig er nogle kameler at sluge.

Kærligst


Efterskrift

Da jeg startede på dette indlæg var det søndag morgen - og efter at vi havde nydt hinanden og talt om håndteringen af den kontakt med det andet par, som sluttede før den begyndte - så fik min kæreste på spøgefuld vis sat tingene i perspektiv. Det gjorde hun ved at hævde, at en præmis for hende i udlevelsen af vores seksualitet sammen med andre, nødvendigvis måtte være, at de fastelavnsboller som hun ville bage til sine børn måtte have første prioritet, efter at vi havde nydt hinanden.
Og pludselig tog denne refleksion så lang tid ved computeren at få styr på, at klokken var blevet halv tre søndag eftermiddag og jeg havde sagt nej til hendes spørgsmål om at gå en tur.
Fandens osse