Hvad det gør at et par tilkendegiver interesse

Gennem de lidt over 14 dage vi har haft vores profil, har jeg brugt megen tid på at tjekke bevægelser, hvem der har kigget ind og hvem der er gengangere.
I starten var jeg meget flink til at bruge gæstebogen og måske også for hurtig til at afsende breve. På trods af, at vi allerede på første eller andendagen fik to breve - et fra et par i Sønderjylland som roste profilen, bød velkommen og sluttede af med at konstatere at der desværre er to bælter mellem os, samt et fra et par fra hovedstadsområdet der indbød til dialog - har det nok været meget godt, at den første seriøse henvendelse først kom for et par dage siden.

Forinden havde jeg udsendt et par breve som lidt pjusket tilkendegav interesse, men på den anden side ikke var særligt fokuserede. Fra et par fik vi en tilbagemelding i form af et venligt og seriøst brev med en henvisning til hjemmesiden "Taken in Hand" som inspiration til vores udvikling med tilsagn om at skrive sammen, men heller ikke mere.
Nu 14 dage senere - og allerede en menneskealder klogere - er jeg dem taknemmelige for at vi ikke med det samme endte i et konkret møde. Ikke, at vi ikke ville, snarere hellere end gerne, men tiden er blevet brugt konstruktivt til refleksion og dialog på hjemmefronten.
Jeg er dem taknemmelig for den korespondance vi har haft i vores korte profil-tid og det er med inspiration fra dem, jeg valgte at oprette denne blog.

Vores dialog har mest været i form af, at jeg mere eller mindre højlydt reflekterer, medens min kæreste - der er rundet af Vestjyllands muld - er det stille vand, der til gengæld kan være utroligt dybt. Min refleksion har givet sig udtryk i denne blog og megen litteratur og internetsøgning - og i takt med at jeg har bevæget mig, har jeg måske ikke helt haft blik for min kærestes refleksion

Ved lejligheder, som den i bilen på vej hjem fra arbejde, hvor jeg forsigtigt fik drejet samtalen ind på vores roller og det at bemestre at underkaste sig, også uden for sengen, kunne hun stille bidrage med, at ja hun ønsker denne udvikling. Det og at hun også har nikket til profilen på et tidspunkt hvor den var meget mindre præcis end den er i dag, har da også været blandt mine fixpunkter i den proces vi sammen har bevæget os ud i.

Undervejs i den proces, som for mig har været opslugende og med meget lidt nattesøvn, har hun stille og roligt gået rundt og behaget mig i påklædning, selskab og intimitet, men uden at tale særligt meget om hvor hun er.

Derfor var det også med en vis ængstelse jeg midt om natten svarede for første gang på en henvendelse fra et par som poppede op på skærmen meget sent på aftenen - og hvor hun lå ved siden af mig og sov. Henvendelsen var fra et sympatisk og ca. 10 år yngre par, som på en og samme tid både lignede os i profil og på samme tid antagelig er noget længere og mere fysisk i deres udlevelse af D/s. I min interesse for dette par, valgte jeg at sende et meget langt brev retur, hvori jeg beskrev hvor vi var og at en afgørende kondition for os ville være, at min kæreste ville være med til at gå så langt som leg med smerte. Ligeså redegjorde jeg for, at i vores profil er hun ikke nævnt som biseksuel, men at en relation mellem kvinder i en kontakt måske kan komme på tale.

Interessen fra min side var vakt og jeg håbede på et positivt svar retur.

Samtidig bredte sig en vis bekymring. Var jeg nu gået for langt i præciseringen af den profil min kæreste nikkede ja til i begyndelsen, men som jeg har raffineret og raffineret Jeg var rimelig sikker på, at profilen var i overensstemmelse med vores tanker i forhold til, at vi i seksualiteten vil en udvikling hvor jeg bestemmer og fritager hende, samt at hun skal være til rådighed. Men var jeg nu helt sikker på, at det afsnit om straf og smerte ikke er mere end fantasier, der hører hjemme i en seng.

Jeg havde bestemt mig for, at uanset hvorvidt parret ville svare tilbage eller ej, så måtte vi have en af de samtale seancer, som er så "svært" at trække hende til (eller som jeg bare har brug for mange flere af end hun). Svært fordi det ikke ligger til hendes jyske sind sådan at tale om intime detaljer ved en hver given lejlighed.

Samtidig havde parret skrevet et langt svarbrev, hvori han takkede for vores svar og fyldestgørende, sobert samt detaljeret redegjorde for deres seksualitet, leg med smerte og ømhed, samt hans ønsker til hende - ønsker som på mange måder harmonerer med vores. Et brev som fortsat tilkendegav interesse, forståelse for hvor vi er i vores udvikling og samtidig en præcisering af at fælles leg og udvikling nødvendigvis vil fordre, at begge parter deltager aktivt.

Vi satte os sammen efter aftensmaden og min kæreste læste vores profil - havde én bemærkning om at den profil kunne hun da kun perifert genkende; men at hun da forøvrigt syntes, at den var velskrevet og at hun fuldt ud kunne tilslutte sig den.
Herefter havde hun lejlighed til at læse parrets profil, fokuserede en del på passagerne om deres udlevelse af deres seksualitet og kunne bemærke, at de nok er længere end vi i udlevelsen.

Der hvor min kæreste så igen imponerer mig i dybden af sit engagement, var at hun - ligesom da jeg konkret bød hende at få en piercing - klart synes at have det bedst med ikke at skulle argumentere længe, intenst og intellektuelt, for sine lyster, og synes at finde frihed i at blive presset. I hvert fald bekendtgjorde hun, at hun syntes, at vi skulle tilkendegive interesse for at mødes og så må vi se.

Jeg imponeres til stadighed over min kæreste; men netop hendes "handlemønster" er måske indbegrebet af submissivitet.

Kærligst