Min kvindes kat

Jeg må tilstå at jeg synes mere om min kvindes kat, end jeg har lyst til at vedstå.

Selv er jeg mere til hunde, helst store hunde. Jeg fascineres over disse dyr som kan disciplineres, vise lydighed og er en hengiven såfremt man behandler dem godt.

Min kvindes kat, fik hun for et par år siden trods min erklærede modvilje mod at anskaffe os et sådant kræ. På trods af det stod hun en dag med et forpjusket dyr, som en perifer kvindelig bekendt havde i overskud. Installeret blev den, og siden har den tiltvunget sig rettigheder som jeg ville have forsværget, at nogen dyr skal have i mit hjem.
Stolt sidder den i vindueskarmen, frækt ligger den på borde (også selv om jeg slår ud efter den) fredfyldt sover den overalt i min sokskuffe, i sofaen på min mave eller ved siden af min kvinde når hun sover ved min.
Og hvis den vil noget, særligt lækkerbiskner, tyr den til midler som at smyge sig tæt op af ens ben på en måde der kan overtale selv mig.

At vinde dens hengivenhed sker som oftest på dens egne betingelser, men er den helt umulig, så hjælper et element af magt. Hvis det ikke passer kræet stikker den af; men hentes kan den. Og pacificeres den, kan du overvinde dens modstand ved tålmodighed, opmærksomhed og nussen på mave og bag øre - og gør du det rigtigt, så bliver den og ender med at spinde og behage dig med sit nærvær.

Det er forbløffende så meget min kvinde minder om sin kat.