Hvilken forandring

Dette indlaeg er skrevet paa en pc i lobbyen paa et hotel i bjergene ved middelhavet - derfor de 3 manglende danske bogstaver.

Dagene lige nu bruges paa den rejse der markerer den milepael vi naaede i vort forhold i foraaret.

Forunderligt som nogle timers flyvetur kan bringe en til sol, smukke byer, gestikulerende mennesker og koersel paa halsbraekende smaa serpentinveje i bjergene - alt i medens vi igen stortrives efter smaa 14 dages "helvede" i vores forhold foranlediget af - og tilskynnet af mig - min kvindes forsoeg paa at laegge det allersidste medicin.

Det gik desvaerre ikke; men nu efter 3 dage, er vi ved at finde hinanden igen og nyder at tage os af hinanden og det smukke landskab vi er midt i inden vi om en uge atter er tilbage.

Tilbage er for mig "kun" at kapere, at der er forhold hvor jeg, lige saa meget jeg forsoeger at vaere omsorgsfuld, toldmodig og hensyntagende overhovedet ikke magter at hjaelpe min kvinde da hun var paa vej tilbage i depressionens vold.

Kaerligst

En tid i udkanten af depressionens skygge

Fra tid til anden berører bloggere heldigvis, at indlæg ikke alene skal afspejle livets solsider; men også de mere skyggefulde dele af tilværelsen, der tilsammen balancerer et liv og gør en til det menneske man er.

Har man en gang oplevet depressionen, i mit tilfælde ikke selv, men min partner, får man en stor respekt - og desværre også angst - for dens hærgen.

At leve sammen med en person der en gang har været ramt af depression udfordrer i den grad de pårørende. Det er derfor ikke uden grund at depression er blandt de lidelser, hvor man påstår, at den også "rammer" de pårørende.

Vi står som par i disse dage overfor den udfordring, at min kvinde for lidt mere end et halvt år siden - efter 5 års medicinering, terapi, motion og fornuft - fik ordineret sin dosis medicin halveret, med et fantastisk resultat til følge. En ekstra energi er spiret frem i vores forhold og stor har forventningen derfor været til det bebudede totale stop for medicineringen, som speciallægen "tillod" iværksat for lidt mere end en uge siden.

Alt i alt går det ganske godt, men i baghovedet ligger hele tiden frygten. Er den vrissen af hinanden nu et tegn på at "vi" gik for langt og skulle vi være blevet i den trygge tilstand vi var i - eller skal vi lige prøve om et liv uden medicin er muligt?

For mennesker der ikke kender til denne verden, kan det at tage medicin opleves som noget der skal undgås for en hver pris. For den ramte, kan den korrekte medicinering være det der gør, at du kan leve et normalt liv.
Men fordi medicinen har en tilbøjelighed til lige at kappe lidt af ens kontakt til sin krop og seksualitet, forstår jeg fuldt ud min kvindes ønske om helt at slippe.

Hvad er så mit problem? At leve med et menneske, hvis fokus har ændret sig - og som i en forhåbentlig overgangsperiode - er irriteret og sårbar, udfordrer ens evner som partner. Det er svært, men nødvendigt, at tilsidesætte sine behov, rutiner og vanlig adfærd i sin omsorg - og det uden, at den handling nødvendigvis bærer frugt.
Det skaber situationer hvor vi uønsket og unødigt sårer vi hinanden og jeg har frustreret forholdt mig til hvorvidt udsagnet "at hvis du ikke er en del af løsningen, så er du en del af problemet" holder vand i denne situation.

Heldigvis ser det ud til at de første "abstinenser" efter medicinophøret klinger af, en samtale med speciallægen venter, og et naturpræperart - der ifølge ham har dokumenteret effekt - skal muligvis prøves.
Og hvis ikke, så var tiden på medicin faktisk en rigtig god tid og tilværelse, som der kan vendes tilbage til - og så må vi leve med de bivirkninger som har været relativt små for min kvinde.

Om angsten for at miste

Dette indlæg er måske en gang følelsesporno der var bedst tjent med ikke at blive udgivet - men det har ligget og dvælet i mit baghoved i et par dage og skal nu ud.

Blogindlægget blev påbegyndt en meget tidlig morgen på et hotelværelse i en europæisk storby efter et par dages miniferie.

På det tidspunkt var der en time til vækkeurets ringen og herefter kuffertpakning, morgenmad, transport til lufthavnen, flyvetur og hjemkomst - for ikke at tale om det efterfølgende jag på arbejdspladsen med at indhente 3 dages fravær.

Jeg forsøger i denne stille time, hvor morgentrafikken uden for hotelvinduet er begyndt, medens vi stadig ligger i vores helt egen tidsløse bobbel af en verden i en fremmed seng, at sanse de sidste dages indtryk.

Jeg vågnede mod sædvane før min kvinde. Vågnede ved en alt om sig gribende lyst til at ligge om muligt endnu tættere op af hendes varme krop. Endnu i søvne reflekterede jeg over en kærlighed jeg ikke synes at erindre nogen sinde har været så intens og stor.

På samme tidspunkt sansede jeg også en frygtindgydelse følelse, fordi jeg igen har haft den oplevelse af at konstatere en frygt for at skulle miste hende.

Min frygt for at skulle miste hende, er ikke betinget af at hun går fra mig af egen fri vilje, men den eksistentielt betingede frygt, at vi en dag skal skilles når en af os dør.

Dette burde være en tåbelig tanke at tænke for en mand i begyndelsen af 50-erne, men det er åbenbart kærlighedens pris. At skulle mindes om at alt har en ende.

Frygten for at skulle miste er åbenbart også betinget af, at vores nye liv - hvor D/s stadig er i sin vorden, men stadig klarere udstikker retningen for vores liv - synes at bringe os så tæt sammen, at den tidligere trygge ligestilling mellem os som partnere en sjælden gang imellem er lige ved at være at foretrække.

Det skal ses i sammenhæng med, at selv om vi dengang vi yndede at dyrke forestillingen om ligestillingen i alle aspekter af parforholdet, ofte havde magtkampe om ligegyldigheder og seksualiteten var ikke særlig hyppig, ofte ikke særlig intens og ærligt talt ofte ret kedelig - derfra erindrer jeg til gengæld ikke, at jeg dengang vågnede med en frustrerende følelse af frygt for at miste min kvinde.

Heldigvis er denne frygt også en fantastisk motivation til at glædes over vores nye liv og en drivkraft til at leve livet - så tanken om at vende tilbage til mit tidligere liv er heldigvis flygtig og ikke ægte.

I håbet om at dette ikke var alt for sødsuppeagtigt

Kærligst