En tid i udkanten af depressionens skygge

Fra tid til anden berører bloggere heldigvis, at indlæg ikke alene skal afspejle livets solsider; men også de mere skyggefulde dele af tilværelsen, der tilsammen balancerer et liv og gør en til det menneske man er.

Har man en gang oplevet depressionen, i mit tilfælde ikke selv, men min partner, får man en stor respekt - og desværre også angst - for dens hærgen.

At leve sammen med en person der en gang har været ramt af depression udfordrer i den grad de pårørende. Det er derfor ikke uden grund at depression er blandt de lidelser, hvor man påstår, at den også "rammer" de pårørende.

Vi står som par i disse dage overfor den udfordring, at min kvinde for lidt mere end et halvt år siden - efter 5 års medicinering, terapi, motion og fornuft - fik ordineret sin dosis medicin halveret, med et fantastisk resultat til følge. En ekstra energi er spiret frem i vores forhold og stor har forventningen derfor været til det bebudede totale stop for medicineringen, som speciallægen "tillod" iværksat for lidt mere end en uge siden.

Alt i alt går det ganske godt, men i baghovedet ligger hele tiden frygten. Er den vrissen af hinanden nu et tegn på at "vi" gik for langt og skulle vi være blevet i den trygge tilstand vi var i - eller skal vi lige prøve om et liv uden medicin er muligt?

For mennesker der ikke kender til denne verden, kan det at tage medicin opleves som noget der skal undgås for en hver pris. For den ramte, kan den korrekte medicinering være det der gør, at du kan leve et normalt liv.
Men fordi medicinen har en tilbøjelighed til lige at kappe lidt af ens kontakt til sin krop og seksualitet, forstår jeg fuldt ud min kvindes ønske om helt at slippe.

Hvad er så mit problem? At leve med et menneske, hvis fokus har ændret sig - og som i en forhåbentlig overgangsperiode - er irriteret og sårbar, udfordrer ens evner som partner. Det er svært, men nødvendigt, at tilsidesætte sine behov, rutiner og vanlig adfærd i sin omsorg - og det uden, at den handling nødvendigvis bærer frugt.
Det skaber situationer hvor vi uønsket og unødigt sårer vi hinanden og jeg har frustreret forholdt mig til hvorvidt udsagnet "at hvis du ikke er en del af løsningen, så er du en del af problemet" holder vand i denne situation.

Heldigvis ser det ud til at de første "abstinenser" efter medicinophøret klinger af, en samtale med speciallægen venter, og et naturpræperart - der ifølge ham har dokumenteret effekt - skal muligvis prøves.
Og hvis ikke, så var tiden på medicin faktisk en rigtig god tid og tilværelse, som der kan vendes tilbage til - og så må vi leve med de bivirkninger som har været relativt små for min kvinde.