Nogle nødvendige erkendelser

Som par har jeg i lidt over en uge haft en dialog med et andet par.

Det blev ikke til mere, idet dialogen ophørte før den kom i gang.

En medvirkende - og nok den afgørende - forklaring er samtidig en personlig erkendelse som jeg skal drage og som retfærdigvis gør lidt ondt i selvfølelsen. Nemlig, at jeg ikke for alvor lod min kæreste tage del i processen og lod ting tage den tid tager.
Den nødvendighed, at lære at vente og turde lade processen være fælles bliver en nødvendig erkendelse som jeg lige skal synke og internalisere.

At det så er sådan, at det måske aldrig var blevet til noget, da der nok er for stor afstand mellem hvor vi er, kan i denne forbindelse egentlig være lige meget.

Hvis jeg ser sidste uge som en proces, så bliver det min nødvendige erkendelse, at jeg ikke kan gøre en indledende kontakt til et andet par til et akademisk projekt med mig selv som projektleder - som jeg så ofte gør i mit arbejdsliv. Jeg må nok snarere erkende, at en relation og en dialog skal være et forhold vi på passende vis involverer os i, i stedet for en proces jeg skal styre. Det er noget jeg skal bruge lidt tid til at tygge over.

I vores forhold udvikles til gengæld en dybde som jeg skal mange år tilbage for at finde lignende. Jeg skal nok tilbage til vores børns fødsel, for at finde den samme hengivenhed overfor min kæreste. Det er på sin vis skræmmende.

Jeg har gennem den senere tid taget et blik ind i mig selv og vores forhold, og det er ikke i alle henseender jeg er lige glad for hvad jeg ser. Sådan vil det selvfølgelig altid være hvis man forsøger at bedømme fortiden i nutidens lys og erkendelser. Men alligevel . . . .

Derfor er det væsentlig for mig det fremadrettede perspektiv, hvor jeg har besluttet mig for at stræbe efter ikke-mere, at tage min kæreste for givet og bestræbe mig på at være en værdig partner i forhold til de roller vi ønsker at indtage i vores fremadrettede liv.

Det er store følelser og jeg håber, at jeg magter at bryde nogle af de cirkler dele af mit liv har kørt i.

Og hvis jeg en gang skal stå til regnskab for "en højere Gud", så er jeg ikke sikker på, at jeg kan redegøre for hvad der var anstødsstenen til denne nyorientering - ud over vores ønsker om at udleve vores seksualitet sammen med andre, og som i den forbindelse tenderer til at synes mindre vigtig. Men jeg ønsker denne udvikling, som giver mig et nyt og berusende syn på min elskede, om end der stadig er nogle kameler at sluge.

Kærligst


Efterskrift

Da jeg startede på dette indlæg var det søndag morgen - og efter at vi havde nydt hinanden og talt om håndteringen af den kontakt med det andet par, som sluttede før den begyndte - så fik min kæreste på spøgefuld vis sat tingene i perspektiv. Det gjorde hun ved at hævde, at en præmis for hende i udlevelsen af vores seksualitet sammen med andre, nødvendigvis måtte være, at de fastelavnsboller som hun ville bage til sine børn måtte have første prioritet, efter at vi havde nydt hinanden.
Og pludselig tog denne refleksion så lang tid ved computeren at få styr på, at klokken var blevet halv tre søndag eftermiddag og jeg havde sagt nej til hendes spørgsmål om at gå en tur.
Fandens osse

Forude venter en week-end

Forude venter en week-end præget af at børnene er hjemme, min kærestes daglige motion og den obligatoriske rengøring på badeværelset. Og så i aften middag med et sæt venner vi har kendt gennem mange år og sætter umådelig stor pris på. Ligesom sidste week-end, hvor vi havde andre venner på besøg, gribes jeg dog af en sær følelse af at have fokus et andet sted - og at jeg i denne tid gerne ville have været i et selskab hvor vi kunne have dyrket vores spirende nye fælles roller og seksualitet.

Men fortvivl ej. Vi har modtaget brev fra et par som gerne vil i kontakt og i dag vil min kæreste skrive tilbage til kvinden i parret, der lever i et forhold der på mange måder matcher vores forventninger til vores fremtidige samliv.

Er stadig lidt forundret og umådelig stolt over kærestes mangesidede person. Hun bemestrer på den ene side i det daglige, at være irriterende stille med sine forventninger til ønsker til fremtiden og møde med andre, for på tidspunkter hvor jeg mindst venter det, at give klare tilsagn om deltagelse i den igangsatte proces.

Jeg er intellektuelt klar over, at det formodentligt intet formål har at skubbe for voldsomt til processen, på samme tid som jeg ved at initiativet ligger på min bane. Jeg håber at dialogen mellem min kæreste og kvinden fra det par der har skrevet til os kan være med til at udkrystallisere processen, idet der i min kærestes sind nok stadig foregår kampe mellem hendes lyst og det hun tror andre forventer af hende som kvinde.

Har for øvrigt inspireret af talrige profiler oprettet en msn. Eller snarere, jeg lod sønnen oprette denne. Gad vide hvornår han lurer, at der er et eller andet "galt" med hans forældre.

Kærligst

Min kvindes kat

Jeg må tilstå at jeg synes mere om min kvindes kat, end jeg har lyst til at vedstå.

Selv er jeg mere til hunde, helst store hunde. Jeg fascineres over disse dyr som kan disciplineres, vise lydighed og er en hengiven såfremt man behandler dem godt.

Min kvindes kat, fik hun for et par år siden trods min erklærede modvilje mod at anskaffe os et sådant kræ. På trods af det stod hun en dag med et forpjusket dyr, som en perifer kvindelig bekendt havde i overskud. Installeret blev den, og siden har den tiltvunget sig rettigheder som jeg ville have forsværget, at nogen dyr skal have i mit hjem.
Stolt sidder den i vindueskarmen, frækt ligger den på borde (også selv om jeg slår ud efter den) fredfyldt sover den overalt i min sokskuffe, i sofaen på min mave eller ved siden af min kvinde når hun sover ved min.
Og hvis den vil noget, særligt lækkerbiskner, tyr den til midler som at smyge sig tæt op af ens ben på en måde der kan overtale selv mig.

At vinde dens hengivenhed sker som oftest på dens egne betingelser, men er den helt umulig, så hjælper et element af magt. Hvis det ikke passer kræet stikker den af; men hentes kan den. Og pacificeres den, kan du overvinde dens modstand ved tålmodighed, opmærksomhed og nussen på mave og bag øre - og gør du det rigtigt, så bliver den og ender med at spinde og behage dig med sit nærvær.

Det er forbløffende så meget min kvinde minder om sin kat.

Ændring i kommunikationen

Forleden søndag var det med en lyst til at skrive - i stedet for at lægge mig tilbage og sove en time videre, efter at hun den dag gav mig det BJ, som jeg ynder hun efterlever om morgenen - og derfor reflekterede jeg over en af de små ting i vores forhold.

I vores forhold, har vi fået opmærksomhed på den underliggende rollefordeling i kommunikationen i dagligdagen.

Fra vi for kort tid siden erkendte rollerne i mellem os, har mange ting gået stærkt og pludselig fokus på de små dagligdags detaljer og dialog, hvor jeg er blevet bevist om at sige "jeg vil" når dette er krævet eller falder naturligt i sammenhængen - til at hun i de sammenhænge kun jeg ænser, er begyndt at bruge "må jeg".

Alt sammen forhold som, som sådan, ikke ændrer på vores relationer; men som skærper bevistheden og respekten for hinanden.

Det samtidig med, at jeg - uden at det formodentlig er andre bevist - er begyndt bevist at markere med et diskret, men bestemt, klem når jeg vil have hendes fokus. Jeg afventer spændt og forsøger at aflæse hvorvidt hun udvikler en tilsvarende fysisk adfærd når hun ønsker min opmærksomhed.

Hvad det gør at et par tilkendegiver interesse

Gennem de lidt over 14 dage vi har haft vores profil, har jeg brugt megen tid på at tjekke bevægelser, hvem der har kigget ind og hvem der er gengangere.
I starten var jeg meget flink til at bruge gæstebogen og måske også for hurtig til at afsende breve. På trods af, at vi allerede på første eller andendagen fik to breve - et fra et par i Sønderjylland som roste profilen, bød velkommen og sluttede af med at konstatere at der desværre er to bælter mellem os, samt et fra et par fra hovedstadsområdet der indbød til dialog - har det nok været meget godt, at den første seriøse henvendelse først kom for et par dage siden.

Forinden havde jeg udsendt et par breve som lidt pjusket tilkendegav interesse, men på den anden side ikke var særligt fokuserede. Fra et par fik vi en tilbagemelding i form af et venligt og seriøst brev med en henvisning til hjemmesiden "Taken in Hand" som inspiration til vores udvikling med tilsagn om at skrive sammen, men heller ikke mere.
Nu 14 dage senere - og allerede en menneskealder klogere - er jeg dem taknemmelige for at vi ikke med det samme endte i et konkret møde. Ikke, at vi ikke ville, snarere hellere end gerne, men tiden er blevet brugt konstruktivt til refleksion og dialog på hjemmefronten.
Jeg er dem taknemmelig for den korespondance vi har haft i vores korte profil-tid og det er med inspiration fra dem, jeg valgte at oprette denne blog.

Vores dialog har mest været i form af, at jeg mere eller mindre højlydt reflekterer, medens min kæreste - der er rundet af Vestjyllands muld - er det stille vand, der til gengæld kan være utroligt dybt. Min refleksion har givet sig udtryk i denne blog og megen litteratur og internetsøgning - og i takt med at jeg har bevæget mig, har jeg måske ikke helt haft blik for min kærestes refleksion

Ved lejligheder, som den i bilen på vej hjem fra arbejde, hvor jeg forsigtigt fik drejet samtalen ind på vores roller og det at bemestre at underkaste sig, også uden for sengen, kunne hun stille bidrage med, at ja hun ønsker denne udvikling. Det og at hun også har nikket til profilen på et tidspunkt hvor den var meget mindre præcis end den er i dag, har da også været blandt mine fixpunkter i den proces vi sammen har bevæget os ud i.

Undervejs i den proces, som for mig har været opslugende og med meget lidt nattesøvn, har hun stille og roligt gået rundt og behaget mig i påklædning, selskab og intimitet, men uden at tale særligt meget om hvor hun er.

Derfor var det også med en vis ængstelse jeg midt om natten svarede for første gang på en henvendelse fra et par som poppede op på skærmen meget sent på aftenen - og hvor hun lå ved siden af mig og sov. Henvendelsen var fra et sympatisk og ca. 10 år yngre par, som på en og samme tid både lignede os i profil og på samme tid antagelig er noget længere og mere fysisk i deres udlevelse af D/s. I min interesse for dette par, valgte jeg at sende et meget langt brev retur, hvori jeg beskrev hvor vi var og at en afgørende kondition for os ville være, at min kæreste ville være med til at gå så langt som leg med smerte. Ligeså redegjorde jeg for, at i vores profil er hun ikke nævnt som biseksuel, men at en relation mellem kvinder i en kontakt måske kan komme på tale.

Interessen fra min side var vakt og jeg håbede på et positivt svar retur.

Samtidig bredte sig en vis bekymring. Var jeg nu gået for langt i præciseringen af den profil min kæreste nikkede ja til i begyndelsen, men som jeg har raffineret og raffineret Jeg var rimelig sikker på, at profilen var i overensstemmelse med vores tanker i forhold til, at vi i seksualiteten vil en udvikling hvor jeg bestemmer og fritager hende, samt at hun skal være til rådighed. Men var jeg nu helt sikker på, at det afsnit om straf og smerte ikke er mere end fantasier, der hører hjemme i en seng.

Jeg havde bestemt mig for, at uanset hvorvidt parret ville svare tilbage eller ej, så måtte vi have en af de samtale seancer, som er så "svært" at trække hende til (eller som jeg bare har brug for mange flere af end hun). Svært fordi det ikke ligger til hendes jyske sind sådan at tale om intime detaljer ved en hver given lejlighed.

Samtidig havde parret skrevet et langt svarbrev, hvori han takkede for vores svar og fyldestgørende, sobert samt detaljeret redegjorde for deres seksualitet, leg med smerte og ømhed, samt hans ønsker til hende - ønsker som på mange måder harmonerer med vores. Et brev som fortsat tilkendegav interesse, forståelse for hvor vi er i vores udvikling og samtidig en præcisering af at fælles leg og udvikling nødvendigvis vil fordre, at begge parter deltager aktivt.

Vi satte os sammen efter aftensmaden og min kæreste læste vores profil - havde én bemærkning om at den profil kunne hun da kun perifert genkende; men at hun da forøvrigt syntes, at den var velskrevet og at hun fuldt ud kunne tilslutte sig den.
Herefter havde hun lejlighed til at læse parrets profil, fokuserede en del på passagerne om deres udlevelse af deres seksualitet og kunne bemærke, at de nok er længere end vi i udlevelsen.

Der hvor min kæreste så igen imponerer mig i dybden af sit engagement, var at hun - ligesom da jeg konkret bød hende at få en piercing - klart synes at have det bedst med ikke at skulle argumentere længe, intenst og intellektuelt, for sine lyster, og synes at finde frihed i at blive presset. I hvert fald bekendtgjorde hun, at hun syntes, at vi skulle tilkendegive interesse for at mødes og så må vi se.

Jeg imponeres til stadighed over min kæreste; men netop hendes "handlemønster" er måske indbegrebet af submissivitet.

Kærligst

Ringen

Mine kæreste fik i sidste uge den piercing, jeg har bedt hende om.

I mandags, for 10 dage siden, sendte jeg hende en mail til hendes arbejdsplads. Her skrev jeg til hende, at hun onsdag eftermiddag skulle hente mig på stationen i den nærliggende provinsby - og at hun skulle være iført hofteholder, tynde strømper, matchende bh og at hendes kjole skulle være glat og præcentabel.
I mailen stod intet om hvad hun skulle, men at hun ville få en behandling i trygge og sikre rammer af en professionel person. Jeg skrev også, at hun ikke skulle fotograferes eller noget der ville krænke hende seksuelt; men at jeg ikke ville drøfte det yderligere - og at hvis hun ville, skulle hun kun svare ja til tilbudet.

Forinden havde jeg i en skønhedsklinik telefonisk bestilt den store ansigtsmasage, kursus, og en afsluttende make-up, samt aftalt med klinikassistenten, at hun skulle meddele min kæreste, at jeg havde bedt hende om at foretage en piercing - men at hun selv kunne vælge mellem en klitorisforhudspiercing eller piercing af brysterne.

Jeg blev om onsdagen hentet på stationen af min kæreste, som sofistikeret havde forsøgt at udspørge mig, ved at spørge til mine krav til hendes beklædning.

Selvfølgelig havde hun markeret et lille demonstrativt oprør, ved ikke at komme i de smukke tynde transparente strømper og den smukke blonde hofteholder jeg havde meddelt hun skulle komme i.
I stedet var hun iført de tættere strømper og den ny 6 strap girdel hun valgte, da vi for kort tid siden var i København for at se på korset til hende.
Vi kørte til parkeringspladsen overfor klinikken og først 2 - 3 sekunder før, blev hun klar over, at det var netop her vi skulle ind. Her afleverede jeg hende og tog bilen hjem, for først at hente hende små 3 timer senere.

Da jeg kom tilbage fandt jeg min kæreste fortsat ved make-up bordet og intet var at se - og jeg havde bestemt mig for ikke at spørge.

Svaret fik jeg da jeg betalte for behandlingen og de præparater som jeg ikke havde tænkt over selvfølgelig ville følge med.
Det var en regning på ca 5.000 kr. hvoraf præparaterne stod for de ca. 3.000 kr. Da, og først da, var jeg klar over, at der i regningen indgik en piercing, og blev stolt over at jeg ejer en kæreste der er villig til at følge mine ønsker.

Jeg betalte uden at kny - godt vi har en konto til investering i huset - og er glad for hver en krone jeg brugte.

På vejen hjem fandt jeg ud af, at hun havde fået beskeden om at hun skulle tage stilling til enten en klitorisforhudspiercing eller piercing af brysterne med det samme i behandlingsseancen. Hun meddelte også - at hun kort havde sagt hun ville overveje piercingen og havde spurgt til en eventuel navlepiercing; men med det samme selv havde bedt om klitorisforhudspiercingen.

Jeg blev også klar over, at det ikke havde været smertefrit. Så jeg må nok indstille mig på at vente lidt med at anmode hende om at få piercet sine brystvorter. Men på den anden side, sådan var det også da vores første blev født, og vi har da fået en mere. Så mon ikke!

På vejen hjem måtte jeg også, i overenstemmelse med vores ønsker om en mere D/s livsstil, træde i karakter og sige, at hendes anger over at have brugt så mange penge, skulle hun ikke bekymre sig over, idet hver en krone vi havde brugt, var brugt på at få den kvinde jeg elsker til at ståle. At udøve sin dominans overfor sin elskede i den situation var en dejlig følelse.

Det var en smuk kvinde jeg dagen efter så på, medens hun lå og sov middagssøvn på den eneste feriedag vi fik i vinterferien. Jeg var på det tidspunkt forventningsfuldt ventende på at få mulighed for at kærtegne hendes skød; en fornøjelse jeg måtte vente på indtil i går aftes, hvor vi stadig forsigtigt fik mulighed for at dyrke sex. En glæde som det fuldt ud har været en uge på pinebænken værd. Det har i stedet været en uge som har budt på megen intimitet, kys og kærtegn og en stadig voksende følelse af, at vores beslutning om at udleve den D/s, som har ligget latent i en stor del af vores ægteskab, var rigtig.

Jeg tør i disse dage godt sige, at jeg er en lykkelig mand, som er min ægtefælle gennem snart 25 år meget taknemmelig.

Kærligst

Nogle betragtninger om påklædning

Ja en kvindes beklædning kan være lækker og hensætte en til en skøn fornemmelse når man ved at ens kæreste i dagligdagen har hofteholder og nylonstrømper på - særlig hvis der er et kig.

Men det som særligt driver mig, er den bevisthed påklædningen nødvendigvis giver hende. At vide, at under kjolen er hun bar og tilgængelig og at når hun er i svømmehallen, ikke kan skjule at hun er glatbarberet. Dette er en særlig fryd for mig og for hende en stor udfordring. Og den intimpiercing hun fik i sidste uge, er ikke til at skjule. Det, og at jeg ønsker at hun lejlighedsvis skal bære korset - som hun synes er smukt og udstråler seksualitet, men på samme tidpunkt hader at bære - har selvfølgelig til formål at være en fryd for øjet; men ikke mindst at tilgodese min lyst til at "bestemme" over hendes seksualitet og give hende mulighed for at gå ind i den forbudte underkastelse.

Dette er en lang vej, som vi først er påbegyndt i de senere år. Først kom kravet til min kæreste om at bruge kjole eller nederdel, som den daglig beklædning. Et forhold hun i dag ikke kan forestille sig uden, men stadig krydret med den irationelle frygt for at være for meget kvindelig på arbejdspladsen, på samme tidpunkt som det er det hun ønsker.

Dernæst kom hendes accept af at være glatbarberet - og hendes proces frem mod i dag at være stolt af det, også når hun bliver eksponeret overfor jævnaldrende veninder der fortsat lever i kønskampens tid.

Og for tiden hendes tilvending til daglig at bruge hofteholder, også på arbejde. Et forhold, som på arbejdet, kræver overvindelse for at være stolt, hvis skulle afsløres stykket med bart. Igen kampen mellem lyst og "hvad kunne de dog ikke tænke hvis de viste". Dette er ganske naturligt ikke altid lige bekvemt, og der er da stadig mange dage hvor den står på strømpebukser end strømper. Men hun er gået ind i denne udvikling, som en del af vores seksualitet med ønsket om at realisere dominans og submissivitet så langt som muligt, samtidig med at vi også ønsker at være et ganske normalt par.

At skrive en profil

Jeg havde troet, at det at skrive en profil ville blive den afgørende prøve. Ville jeg være i stand til overhovedet at formulere hvad det er vi vil, ud over at jeg ønskede at følge op vores fantasier om at inddrage andre i legen og at der i vores forhold og særligt de udtalte seksuelle lyster nok altid har ligget en uafklaret lyst til at udleve D/s.
Det var så men ikke så svært, at formulere den første profil, og på kom den. Men derefter har de sidste par uger været en lang revidering af vores profil i takt med, at specielt jeg er blevet mere afklaret med hvad det er vi ønsker.
Vores fælles samtaler, og i særdeleshed mine refleksioner har medført en af Rigets nok mest redigerede online profiler, hvor forventninger og ønsker er blevet raffineret og præciseret i en lang proces. Der er dage hvor jeg hader min universitetsuddannelse og hang til meget lange og indskudte sætninger,
Tilsvarende har jeg også været igennem en proces med de billeder profilen er garneret med. Fra det oprindelige platte nøgenbillede af mig selv taget i spejlet, har jeg over 14 dage været igennem et lynkursus i fotografering.
Borte er de billeder af hende der viste for meget hud og fokus er på det billede der pirrer mig. Jeg er ikke sikker på at min kæreste synes jeg var så tillidsvækkende, den dag jeg "beordrede" det nyeste undertøj frem - og så op og slange sig på sengen. Af de næsten 100 billeder, er der under 10 som ikke er vulgære og kan bruges. Jeg imødeser en lang proces med kameraet; men kunne med glæde også konstatere, at de få anstændige vakte en vis anerkendelse fra hende og et tilsagn om at dette skal gentages.
I forbindelse med profilen har jeg arbejdet med at få siet alle platheder og standardforkortelser som f,eks, "mmp", "ppm" og lignende ud. Tilbage er efterhånden en række acceptable formuleringer og overvejelser om hvad det er vi forestiller os mødet med de ukendte skal tage sit afsæt i.
Tilsvarende har det været en opgave, at beskrive vores seksualitet som den er i dag Et særligt fokus har været på et af de forhold hvorved min dominans kommer til udtryk, nemlig i forhold til det krav jeg har til min kærestes påklædning. Både fordi det at klæde sig smukt og feminint er en stor fryd for mig; men også fordi en række af de krav jeg stiller til min elskede, samtidig tvinger hende til at acceptere sin seksualitet, ved enten konstant at være opmærksom på at kollegaen ikke ser at strømpen ikke er en strømpebuks men en rigtig strømpe - eller at ved at blive tvunget til at acceptere og være stolt over, at man er den man er, selv om den kvindelige kollega måske ikke billiger den påklædning.
Processen, med skrivning af en profil har været en langstrakt proces med små stadige krøller og sætninger der kan raffineres

En stor beslutning

Fra tid til anden har min kone (som jeg siden har bestemt mig for for fremtiden at kalde min kæreste) og jeg lidt henkastet og forsigtigt talt om lysten til at inddrage andre i vores seksuelle leg. Nå man som jeg, snart har været gift i 25 år og børnene er begyndt at flytte hjemmefra - og nu mangler der kun den sidste - så er det åbenbart tiden for de større beslutninger vedrørende ens parforhold.
Hvad der har været den præcise anstødssten tror jeg ikke, at jeg nogen sinde får at vide; men for kort tid siden var en af de små fantasier som vi så ofte har hvisket til hinanden, om at give sin kæreste bort til en anden, åbenbart det som katalyserede en større proces, jeg vil bruge denne blog til at få rede på.
Ihvertfald valgte jeg i slutningen af januar måned, at undersøge mulighederne for at inddrage andre i vores seksualliv. Det stor mig hurtigt klart, at dette måtte være en profil, og ikke besøg i klubber eller lignende. Alt dette blev undersøgt og blev matrialiseret i løbet af mindre end en uge.
Tilbage var blot, at inddrage min kæreste i hvad jeg havde gjort.
Med en vis bæven meddelte jeg hende i begyndelsen af ugen, at jeg syntes den kommende week-end skulle friholdes fra de sædvanlige overvejelse om besøg af venner, familie og børn, til fordel for en indgående snak om nogle overvejelser jeg havde gjort mig. Lidt forundret spurgte hun om hvad, hvilket jeg afslog at komme videre ind på, ud over at det på ingen måde ville være ubehageligt eller omfatte opbrud, snarere det modsatte. Lidt rystende på hovedet stillede hun sig tilfreds hermed.
Imidlertid skete der det, at profilen allerede på 2. dagen kom ud med to henvendelser. På det tidspunk følte jeg mig lidt utro og fandt det klogest at involvere hende i mine gerninger allerede om onsdagen. Over en af de dyreste hvidvine vi har i kælderen - den jeg har glemt til den helt særlige anledning - meddelte jeg hende at jeg syntes vi skulle tale sammen.
På dette tidspunkt måtte det bære eller briste. Hvad nu, hvis hun trods alt havde meddelt, at det ønskede hen ikke at deltage i. I givet fald, forudså jeg en længere periode med behov for reparation af den krænkelse hun ville kunne sige det var.
Efter at have nippet til min 300 kr. vin og iagtaget en kvinde der var ved at få den galt i halsen, kunne jeg heldigvis konstatere at min bedømmelse af vores forhold ikke havde været fejl.
Hun kunne tilslutte sig vores profil - også de passager hvor vores drømme og lyster til D/s beskrives. Dette blev starten til en rejse ned i vores forestillinger og forventninger til vores indbyrdes roller i dagligdagen og i seksuallivet.
Den proces er netop begyndt og jeg vil i denne blog forsøge at reflektere over hvad det er der sker i min kærestes og mit liv
Kærligst