Alene - påskeferie

Har brugt dagens første timer efter hun stod op og tog på arbejde, på at nyde roen og indstille mig på min ferie de næste 12 dage, hvoraf de første 3 dage er alene.

Dagen startede - som den ofte har gjort, siden vi traf beslutning om at ændre rollerne i vores samliv - med doven elskov. Oftest startende med mig som den, der uden hendes opfordring og for egen vinding skyld trænger ind i hende, imedens hun endnu er i en tilstand mellem sovende og ikke helt vågen. Lidt efter med hende som begyndende vågen og nydende.
Sært nok har jeg tidligere været den som uden at ænse hende fortsatte søvnen, når hun står op for sin daglige motion; men nu starter dagen ofte med en lyst til at starte denne med at besidde hende. Og egentlig er min nydelse herved primært mentalt, idet min morgenerektion sjældent fører til en egentlig udløsning.

Derfor afsluttes vores morgenerotik oftest ved, at jeg byder hende at afslutte sin forløsning ved at onanere synligt foran mig, hvilket hun ikke tidligere har brudt sig om, men praktiserer nu synligt nydende og nu betydeligt mere højlydt.

Nu midt på formiddagen, efter at have sovet et par timer, står dagen på oprydning efter kattens mord på en uskyldig fugl, den har bragt ind i huset gennem kattelemmen. Fjer og indvolde ligger spredt rundt i 4 rum, fyret er gået ud og en bunke af mine skjorter ligger og venter på at blive strøget. Ligeså ligner køkkenet - hastigt forladt da gårsdag aftes begær satte ind - et bomberamt lokale.

Alt i alt, ser det ud til, at den første feriedag kommer at gå med indendøres sysler og ikke i mit værksted som planlagt.

Derfor er en lydbog med Stig Larssons anden bog sat i PCén, de to første skjorter er strøget og variationen i dagens arbejde bliver strygning af skjorter kun afbrudt af oprydning.

En brudekjole

Efter en lang dag i byen fra tidlig lørdag formiddag til midt på dagen, er jeg imponeret over hvor mange kjole- og skobutikker man kan nå (og jeg blev forsikret om; at der er mange flere), før vi nåede endelig frem til rejsens - overfor mig og indtil da skjulte - egentlige mål. Butikken der forhandler tøj fra en Karen Millen.

En time efter og flere tusinder kr. lettere gik jeg ud med en storsmilende kvinde, bærende på en "brudekjole" og jeg med en stor lyst til at dele min begejstring ved at sætte et billede af denne på min blog - men det billede vil desværre nok være for genkendeligt.

Sært som en kirkelig velsignelse bliver til brylluppet i vores begges bevisthed - vi har dog været borgerligt viet i snart 25 år.
Det er i sandhed svært at opretholde vores begges normale rationelle væsen, hvilket et nært familiemedlem og vedkommendes samlever, også bemærkede og sødt kommenterede, da vi spiste sammen senere på dagen.

Eneste "minus" var, at hun mente, at det burde have været hende som sammen med min kvinde skulle have købt kjolen. Nu står hun derfor, efter at hun og min kvinde gennemgik hendes tonsvis af sko, sammen med min kvinde for køb af sko - og hvad jeg ville have forsværget muligt, er udgangspunktet et par røde højhælede sko.

Heldigvis fik både hun og jeg kvalt alle min kvindes intentioner om sandaler. Så det går nok således, at husets vedligeholdelseskonto bliver lettet yderligere.

Derudover fik jeg sat mig på valget af en del af min kvindes beklædning som er "for my eyes only"

kærligst

Weekend

Endelig weekend.

Gik for et par timer siden op for at vække min kvinde, der efter en lang arbejdsuge havde lyst til kort eftermiddagslur.

Før vi så os om, blev dette til et samleje, der gentagne gange blev behageligt afbrudt af intense spørgsmål til hinandens lyster og drøftelser af nye muligheder og stillinger som jeg bedst husker fra min hede forelskelse for lidt mere end 25 år siden. Den forelskelse, som dengang blev forkortet på grund af en eller flere samlejer uden prævention, som igen resulterede i vores f'ørste barn.

Under samlejet blev jeg igen påmindet om de nye dybder i min kvinde. Stille og lidt genert bekendtgjorde hun et mangeårigt oprigtigt ønske om at blive taget af en eller flere mænd i mit nærvær.

Efter en sådan start på weekenden, har jeg intet mod, at den nu står på 2 timers koncentreret oprydning, badeværelsesrengøring og efterfølgende madlavning.

Jeg vil trække en god flaske rødvin op til i aften, og i morgen står den på tur til København for at prøve og købe af et ordenligt taljekorset til afløsning for det gamle postordrekorset som hun aldrig rigtigt fik brugt.
Kærligst

Fysisk magtudøvelse

I mit snart 25 årige ægteskab har jeg aldrig lagt hånd på min kvinde.

En gang, i begyndelsen af vores ægteskab, havde jeg lyst. Dengang smadrede hun i afmagt i en diskussion den krystalvase jeg havde arvet efter min oldemor. Godt jeg ikke dengang lagde hånd på hende, fordi min magtudøvelse ville have været udøvet i raseri, afmagt og vrede - men i mange år efter har jeg i diskussioner beklageligvis brugt den begivenhed til regidt at minde hende om hendes handling den gang, og kunstigt holdt liv i talrige ufrugtbare og nyttesløse verbale magtudøvelser.
Tåbeligt, fordi godt nok værdsatte jeg dengang den vase; men den er for intet at regne mod den kærlighed jeg har til min kvinde og jeg burde for mange år siden have tilgivet, at hun smadrede et meget kært minde om en gammel dame der igennem næsten 18 år stod mig uendeligt nær. Med al for stor forsinkelse er dette nu gjort.

Til gengæld har jeg over tid haft en ikke-erkendt lyst til fysisk at udøve min magt over hende; men i vores mainstream ligestillede forhold har dette ikke været en gerning og tanke, der på nogen måde har været opportunt at have.

Under en drøftelse i går, trængte vores indtil nu skjulte og kun begyndende erkendte lyst, hendes lyst til tvang/underkastelse, og min ditto til fysisk magtudøvelse - af hende - sig uventet, men alligevel ikke overraskende sig på bordet.

I løbet af et par timer fik vi drøftet dette emne og jeg ligger nu her i min seng, efter at være vågnet klokken halv fire om natten, og funderer over hvilken udfordring jeg har fået.
Jeg har en kvinde, der over for hendes mand, mig, har tilkendegivet at hun ønsker og forventer min fulde kærlighed og at denne også omfatter min eventuelle fysiske magtudfoldelse, idet hun har fuld tillid til at jeg ikke vil udøve denne i magtesløshed, men i kærlighed som en del af vores seksualitet.

Det er i sandelighed en stor gave som skal behandles med megen varsomhed - og ikke anvendes før jeg har fået viden og styr på mine ny udfoldelsesmuligheder.

Kærligst

Der er ingen der har sagt det skal være nemt

Havde i dag min første konflikt med min kvinde, siden vi besluttede os for at at leve vores liv i overenstemmelse med de nye nye roller vi ønsker.

Min kvinde varetager i det daglige et job med en stor indflydelse - og i enkelte situationer en afgørende og radikal indflydelse - på flere familiers liv, hvilket naturligvis påvirker hende.
Netop dagen før, havde - som det en gang i mellem sker - budt på uventede problemstillinger og udsat hende for et stort arbejdspres. Da vi var kommet i seng fredag aften var vores samvær derfor, at jeg holdt om hende og hørte på beretningen om arbejdsdagen.

Vi vågnede lørdag morgen kl. 05.00, idet vi ikke havde afklaret hvem af os der var nødt til at skulle op og køre et af vores børn på arbejde.

Morgenen startede intimt med at hun bad om at få udløsning.

I fællesskab har vi aftalt, at vores seng som udgangspunkt ikke skal være det fysiske sted for drøftelser af arbejde og problemstillinger, men efter sin udløsning ønskede min kvinde at drøfte et andet emne. En gammel og kendt diskussion der omfattede en række arbejdsopgaver hun ønskede løst.
Ved ikke om det var sølvbryllupskuller, gårsdagens stress eller hvad, men det som startede som en banal samtale endte i en række forventninger til opgaver og var pludselig ikke længere ønsker, men nye og bastante yderligere krav til bl. a. etablering af nye bede i haven - og en "trussel" om, at så kunne hun da bede manden i et vennepar om bistand.

For et halvt år siden ville jeg have taget denne udfordring op og gået ind i en endeløs diskussion, der ville have endt i en tåbelige magtkamp og et elendigt klima weekenden over. Valgte i stedet at meddelte, at det ønskede jeg ikke at høre på, stod op og kørte i stedet barnet på arbejde.

Ved min hjemkomst 45 minutter senere konstaterede jeg, at min kvinde var stået op og gået tidligt på sin vanlige motionsrute. Derfor gik jeg i mit værksted og nød morgenfreden.
En tid senere brillerede hun ved sin hjemkomst ved at undlade at hilse, hvorfor jeg gik ind og fandt hende stående i gangen. Under hensyntagen til et stadigt sovende barn, valgte jeg ikke særlig blidt, at tage hende med begge hænder i hendes overarme og trak hende ud på badeværelset og anbragte hende op ad badeværelsesbordet. Her havde jeg - for første gang i vores lange samliv - en ubestemmelig lyst til at straffe hende fysisk. Jeg ved ikke hvorfor, men lysten var stor og der var i det sekund et eller andet frydefuldt ved tanken. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men valge at fastholde hende, imedens jeg så på hende og stillede ét spørgsmål, nemlig hvorfor hun opførte sig som sig sin egen mor, en kvinder der gennem en årrække tyraniserede sin mand.

Hun forsøgte forgæves at undslippe mit blik, men sagde så pludselig undskyld og at hun ikke kunne forklare hvorfor hun havde været en bitch.
Oplevede herefter, at vi begge havde overstået den konflikt der tidligere ville have været startskudet til en dårlig weekend, konstant stående i skyttegravene og drøftet hvem der havde ret.

De efterfølgende to timer blev i stedet en dialog om hvorledes vi undgår lignende situationer kun afbrudt af et intenst samleje.
Kærligst

Et snapshot

Det er med stor tilfredshed, at min kvinde gør sig store anstrengelser for at efterleve mine forventninger til at hendes påklædning matcher mine ønsker om tilgængelighed og at hun står til rådighed.

Kjolen hun havde valgt den dag var nok mere kort end hun havde regnet med og medens vi var ved præsten for tilrettelæggelse af velsignelsen var det med stor fornøjelse at iagtage, at hun var nødt til at have fokus på ikke at blotte sig.

Kunne ikke stå for at tage et ubemærket snapshot med kameraet under bordet da vi var kommet hjem og inden vi begge skulle tilbage til vores respektive arbejdspladser.
Kærligst

Men størst af alt er kærligheden

Har været borte et stykke tid og funderet over hvordan jeg kommer tilbage i bloghumør.

Med min alder ville det være patetisk hvis jeg påstod at hele mit liv drejer sig om min seksualitet og ikke påvirkes af andet. Men i snart nogle måneder har meget drejet sig om mine bestræbelser på ikke mere at tage min kvinde for givet og vores fælles ønske om at udleve vores ønsker om nye roller så godt det kan lade sig gøre.
Det er i sandhed en spændende proces. Lidt frem, lidt mindre tilbage, men stort set hele tiden er vi meget fokuseret på at vi ønsker hinanden og en forandring.

I de sidste dage har jeg vendt en af de måske kendte vers i Det Nye Testamente flere gange i mit hoved. Det er verset om kærligheden:

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.
Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.
Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.
Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.
For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis,
men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.
Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Jeg er godt klar over at jeg nærmer mig en naiv brug af verset, men det er sammen med vores udvikling en forståelsesramme jeg kan bruge til at forstå hvad det er som sker, måske mest i mig. Men faktum er at jeg har ændret mig, min kvinde også og i særdeleshed begynder nogle af vores bekendte at registrere en forandring som de spørger ind til. Jeg vil i et snarlig blogindlæg forsøge at reflektere lidt mere over det; men det er endnu ikke helt klar.

I stedet vil jeg kort nævne, hvorfor jeg begyndte med nogle af de smukkeste linjer jeg kender og som jeg læser ved forskellige lejligheder.

Om kort tid, er det 25 år siden vi blev gift på et rådhus. I gennem mange år har jeg brugt megen energi på mig selv og måske nok kun fornøden energi til at min kvinde har valgt at leve sammen med mig. Men min beslutning om at blive et bedre menneske og vores beslutning om at leve mere i overenstemmelse med nogle ny roller, har medført en kemisk reaktion i min hjerne. Måske det vil være bedst at kalde det for en erkendelse af hvor meget jeg elsker hende og hvor meget vil anstrenge mig for at være værdig til hendes valg mig som ægtefælde og hendes lyst til at følge og føje mig.

Faktum er at jeg har gransket mit sind og friet til hende, forstået således, at vi på vores sølvbryllupsdag (overfor samfundet) i kirken får velsignet vores ægteskab overfor hinanden og den Gud der måske, måske ikke, er.

En skattet bekendt jeg kun kender via nettet sammenfattede på glimrende vi vores beslutning om at blive kirkelig viet, efter at have være borgerlig viet gennem 25 år således: Dermed bliver vielsen en bekræftelse mere end et løfte og et håb.

Det udsagn har jeg funderet en del over og finder det ganske facinerende.

Kærligst

Efterskrift

Hun sagde ja, der var tårer og lige nu er det kun ganske få der ved det udover læserne af dette lidt anderledes indlæg om mit nye liv. Men det blogindlæg der trods alt beskriver måske min største erkendelse indtil nu