Der er ingen der har sagt det skal være nemt

Havde i dag min første konflikt med min kvinde, siden vi besluttede os for at at leve vores liv i overenstemmelse med de nye nye roller vi ønsker.

Min kvinde varetager i det daglige et job med en stor indflydelse - og i enkelte situationer en afgørende og radikal indflydelse - på flere familiers liv, hvilket naturligvis påvirker hende.
Netop dagen før, havde - som det en gang i mellem sker - budt på uventede problemstillinger og udsat hende for et stort arbejdspres. Da vi var kommet i seng fredag aften var vores samvær derfor, at jeg holdt om hende og hørte på beretningen om arbejdsdagen.

Vi vågnede lørdag morgen kl. 05.00, idet vi ikke havde afklaret hvem af os der var nødt til at skulle op og køre et af vores børn på arbejde.

Morgenen startede intimt med at hun bad om at få udløsning.

I fællesskab har vi aftalt, at vores seng som udgangspunkt ikke skal være det fysiske sted for drøftelser af arbejde og problemstillinger, men efter sin udløsning ønskede min kvinde at drøfte et andet emne. En gammel og kendt diskussion der omfattede en række arbejdsopgaver hun ønskede løst.
Ved ikke om det var sølvbryllupskuller, gårsdagens stress eller hvad, men det som startede som en banal samtale endte i en række forventninger til opgaver og var pludselig ikke længere ønsker, men nye og bastante yderligere krav til bl. a. etablering af nye bede i haven - og en "trussel" om, at så kunne hun da bede manden i et vennepar om bistand.

For et halvt år siden ville jeg have taget denne udfordring op og gået ind i en endeløs diskussion, der ville have endt i en tåbelige magtkamp og et elendigt klima weekenden over. Valgte i stedet at meddelte, at det ønskede jeg ikke at høre på, stod op og kørte i stedet barnet på arbejde.

Ved min hjemkomst 45 minutter senere konstaterede jeg, at min kvinde var stået op og gået tidligt på sin vanlige motionsrute. Derfor gik jeg i mit værksted og nød morgenfreden.
En tid senere brillerede hun ved sin hjemkomst ved at undlade at hilse, hvorfor jeg gik ind og fandt hende stående i gangen. Under hensyntagen til et stadigt sovende barn, valgte jeg ikke særlig blidt, at tage hende med begge hænder i hendes overarme og trak hende ud på badeværelset og anbragte hende op ad badeværelsesbordet. Her havde jeg - for første gang i vores lange samliv - en ubestemmelig lyst til at straffe hende fysisk. Jeg ved ikke hvorfor, men lysten var stor og der var i det sekund et eller andet frydefuldt ved tanken. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men valge at fastholde hende, imedens jeg så på hende og stillede ét spørgsmål, nemlig hvorfor hun opførte sig som sig sin egen mor, en kvinder der gennem en årrække tyraniserede sin mand.

Hun forsøgte forgæves at undslippe mit blik, men sagde så pludselig undskyld og at hun ikke kunne forklare hvorfor hun havde været en bitch.
Oplevede herefter, at vi begge havde overstået den konflikt der tidligere ville have været startskudet til en dårlig weekend, konstant stående i skyttegravene og drøftet hvem der havde ret.

De efterfølgende to timer blev i stedet en dialog om hvorledes vi undgår lignende situationer kun afbrudt af et intenst samleje.
Kærligst