Dette indlæg er måske en gang følelsesporno der var bedst tjent med ikke at blive udgivet - men det har ligget og dvælet i mit baghoved i et par dage og skal nu ud.
Blogindlægget blev påbegyndt en meget tidlig morgen på et hotelværelse i en europæisk storby efter et par dages miniferie.
På det tidspunkt var der en time til vækkeurets ringen og herefter kuffertpakning, morgenmad, transport til lufthavnen, flyvetur og hjemkomst - for ikke at tale om det efterfølgende jag på arbejdspladsen med at indhente 3 dages fravær.
Jeg forsøger i denne stille time, hvor morgentrafikken uden for hotelvinduet er begyndt, medens vi stadig ligger i vores helt egen tidsløse bobbel af en verden i en fremmed seng, at sanse de sidste dages indtryk.
Jeg vågnede mod sædvane før min kvinde. Vågnede ved en alt om sig gribende lyst til at ligge om muligt endnu tættere op af hendes varme krop. Endnu i søvne reflekterede jeg over en kærlighed jeg ikke synes at erindre nogen sinde har været så intens og stor.
På samme tidspunkt sansede jeg også en frygtindgydelse følelse, fordi jeg igen har haft den oplevelse af at konstatere en frygt for at skulle miste hende.
Min frygt for at skulle miste hende, er ikke betinget af at hun går fra mig af egen fri vilje, men den eksistentielt betingede frygt, at vi en dag skal skilles når en af os dør.
Dette burde være en tåbelig tanke at tænke for en mand i begyndelsen af 50-erne, men det er åbenbart kærlighedens pris. At skulle mindes om at alt har en ende.
Frygten for at skulle miste er åbenbart også betinget af, at vores nye liv - hvor D/s stadig er i sin vorden, men stadig klarere udstikker retningen for vores liv - synes at bringe os så tæt sammen, at den tidligere trygge ligestilling mellem os som partnere en sjælden gang imellem er lige ved at være at foretrække.
Det skal ses i sammenhæng med, at selv om vi dengang vi yndede at dyrke forestillingen om ligestillingen i alle aspekter af parforholdet, ofte havde magtkampe om ligegyldigheder og seksualiteten var ikke særlig hyppig, ofte ikke særlig intens og ærligt talt ofte ret kedelig - derfra erindrer jeg til gengæld ikke, at jeg dengang vågnede med en frustrerende følelse af frygt for at miste min kvinde.
Heldigvis er denne frygt også en fantastisk motivation til at glædes over vores nye liv og en drivkraft til at leve livet - så tanken om at vende tilbage til mit tidligere liv er heldigvis flygtig og ikke ægte.
I håbet om at dette ikke var alt for sødsuppeagtigt
Kærligst
Alt er seksuelt
8 måneder siden
Opslag
Sødsuppe? Aldrig i livet.
SvarSletDet er fuldkommen basalt og menneskeligt. Det kan aldrig være sødsuppe.
Jo dybere følelser og jo mere åbenhed og forbundethed - jo mere er der også investeret og dermed på spil.
Det vigtigste må være at være tilstede, fuldt og helt, i det NU, som er her ... lige nu. Dermed består evigheden - på en eller anden finurlig måde.
Kærlighed er også angst for at miste. Jeg kender den frygt, især fordi Han er en del år ældre end mig. Et livsvilkår for os.
Oscar...
SvarSletSødsuppe eller ej.. det er en beskrivelse om ægte følelser - endda gode følelser. I er begge heldige at opleve det.. Held er næppe det rette ord, jeg ved I har arbejdet.. og stadig gør det.. på at det skal være sådan. Dejligt og velfortjente..*s*
HansKvinde har allerede sagt det! Jeg kan kun tilslutte mig, følelsen kender jeg rigtig godt. Vi er nogle gange endt med at grine og græde samtidig, grine fordi det føles så fjollet at græde, når nu vi har hinanden og en så fantastisk kærlighed til hinanden, at vi kun burde glædes. Lykke og sorg går nu engang hånd i hånd. Hvem ville være foruden en sådan angst, hvis det betød at man aldrig oplevede så stærk en kærlighed?
SvarSletNikker af de andres ord og tilslutter mig.
SvarSletDet ER sødsuppe - men gør det egentligt noget ?? ;)
SvarSletkh
Z
Kære hanskvinde, Hanne, Kyria, ~Laura~ og Zehn
SvarSletTak for jeres bemærkninger til et indlæg der var relativt svært at skrive.
Kære ~Laura~
Dejligt at "se" dig igen. Har savnet at læse din altid velskrevne blog. Har funderet over om du har forlagt dine skriverier til sfærer jeg ikke kender. Never mind, det er dit valg.
Kære Zehn
Et eller andet sted er jeg også der, at det tendere sødsuppe, men jeg kunne ikke skrive det på anden vis. Havde jeg intelektualiseret over emnet var det blevet noget rod.
Kære Oscar
SvarSletJeg har først fået læst dit indlæg nu. Det oser af kærlighed til din kvinde. At leve i nuet må aldrig blive et spørgsmål om at tage livet for givet. Det gør ikke noget at vi tænker over, hvad vi har at miste en gang imellem.
Black Matrixx