Den tilfredse besidder af en rank kvinde

For snart en måned siden gav jeg min kvinde et smykke til at vedhæfte hendes intimpiercing, som jeg påbød hende at bære.

Mit motiv var flere.

Primært for at sætte mit mærke på hende på en acceptabel måde, idet smykket på en og samme tid synligt tilkendegiver overfor eventuelle beskuere, at her er en besiddet kvinde, samtidig med at det ikke umiddelbart er muligt for min kvinde at tage smykket af, uden at ødelægge det.

Sekundært fordi smykket i kraft af sin vægt også giver min kvinde en konstant påmindelse ved dets bevægelser når hun er uden trusser.

Og endelig var det at forære smykket til min kvinde også en prøvelse for mig selv. Både i forhold til at bestille det, at få det tilvirket og særligt i forhold til at insistere på at hun skal bære det.

Hvis nogen for et par år siden havde fortalt mig, at jeg ville udvise en sådan dominant og krævende adfærd overfor min kvinde, ville jeg i ligestillingens navn - trods lyster hertil - have benægtet det.

Det skortede til en start da heller ikke på småindvendinger fra min kvinde om hvor meget det ville irritere, at hun ville have det indrettet så hun selv kunne tage det af og på, samt at det vil indskrænke hendes mulighed for bl.a. at komme i svømmehallen.

Efter at have båret sit smykke i nu en måned, er jeg den tilfredse besidder af en rank kvinde der, på trods af de begrænsninger i hendes udfoldelse et sådan smykke ligger op til, stolt berettede over for vores coach, at hun betragter smykket som sit tydelige mærke på at hun er ejet - og at hun har efterfølgende meddelt at hun, nu hvor sæsonen for svømning snart begynder, uden at kommentere det, vil gå med og derved stå ved smykket