Dette er så dagen efter . . . .

Dette er så dagen efter vores første samtale med den coach vi har valgt til at bistå os i vores videre udvikling, primært i forhold til den boblende seksualitet vi har erkendt.

Jeg havde på nettet fundet den coach der virkede rigtig. Vedkommende er udover sine kompetencer og uddannelser udi seksualiteten også uddannet indenfor en tilgrænset faglig verden til vores, hvilket bestyrker os i, at vi har valgt en god samtalepartner udi den proces vi nu påbegynder.

Jeg og min kvinde har i dag begge haft den opfattelse, at det grundlæggende var en god oplevelse, som vi er enige i at vi i de kommende aftener skal søge at efterbehandle - og så eller prøve at sanse og opleve på vores egne kroppe og sind, og ikke kun prøve at internalisere igennem de dialogbaserede og fortolkende redskaber vi hver især bemestrer i vores daglige arbejde.

En af de ting som hurtigt stod klar var, at den del af vores efterhånden mindre betydende konfliktproblem kan vi stort set selv arbejde videre med ved et kommunikationskursus. Vores coachs opgave bliver i første omgang derfor, at bistå os med afklaring i forbindelse med vores udvikling i forhold til vores seksualitet.

Og her var det en overraskelse for mig at overvære hvorledes min kvinde, der normalt er stille og tilbageholdende, i begyndelsen af processen åbentlyst og klart erklærede, at hun ønsker at underkaste sig seksuelt, at hun har lyster/ønsker om tvang og afstraffelse og at blive taget af flere - og at hun ønsker at denne proces skal hjælpe hende til at erkende dette og operationalisere dette i sin hverdag.

Tilsvarende var det for mig en oplevelse, snarere en overvindelse, overfor et andet og levende mennesker overfor en, at skulle sætte ord på, at jeg ønsker at kontrollere og besidde min kvindes seksualitet, at dette ikke kun omfatter soveværelset, at jeg ikke kan/vil indskrænke dette til bestemte tidspunkter hvor der "leges"; men at dette omfatter store dele af vores livsførelse. Derudover at fortælle, at jeg har et ønske om at påføre min kvinde smerte og ydmygelse - ikke i afmagt eller ondskab, men i dyb kærlighed til hende.
Ligeledes fik jeg formuleret at mine forventninger til processen p.t. er, at jeg finder så stor erkendelse i min seksualitet, at jeg tør opgive den angst/usikkerhed (måske også lidt skam) i forhold til min rolle som dominant (og formodentlig også en rem af rollen som sadist) at jeg bliver i stand til at udleve denne.

Alt dette foregik i en rolig atmosfære hvor intet var forbudt, snarere befriende at fortælle overfor en fremmed, som på en præcis og sober måde spurgte ind til vores seksualitet.

Hvad der mere konkret blev sagt og anbefalet vil jeg indtil videre holde for os selv og først give udtryk for i et senere blogindlæg, når det for alvor begynder at bundfælde sig.

Tilbage står kun en ærgrelse. Ikke at det først sker på dette tidspunkt i vores parforhold og ikke tidligere - for vi var ganske enkelt ikke klar før nu, hvor vores behov og lyster presser på. Ærgrelsen er mere generel samfundsmæssig, at denne luksus vi tiltager os selv, ikke er alle beskåret, men af økonomiske grunde kun er forbeholdt mennesker med overskud, som vi nu er, hvor opgaven med yngelpleje er overstået.
Omvendt ved jeg godt at gratis ydelser ikke altid værdsættes i samme grad som det man selv betaler, men stadig væk . . .