Nogle betragtninger om udvikling

Som par har vi først sent erkendt vores interesse for D/s. Personlig ser jeg ingen større problemer i det, andet end jeg kan skæve til andre og konstatere, at på det og det niveau, er vi ikke i vores udvikling og det kan prikke lidt til mig for at forcere en udvikling.

Omvendt har vi først kunne træffe det valg nu, fordi det netop nu brød frem og måtte erkendes, og det med mig som den der katalyserede processen.

Jeg må medgive manden i et par vi kun kender via nettet, at han/de har ret i en bemærkning til os om udvikling og erkendelse i en relativ sen alder, hvor det udtrykkes - citat: "Livet er stort. Kærligheden er dyb. Langt dybere end man havde klangbund til at forestille sig som 30-årig. Der er en forskel på et forhold, en kærlighed, der er opstået og har levet og bevist sit værd uden gensidig dominans og submissivitet og et forhold, der er baseret på, måske skabt alene på, det grundlag. Der er forskel på at udvikle sin kærlighed i den retning og på at basere sit (nye) forhold på en forlods anerkendt magtdeling. Det er mit indtryk, at et forhold, hvor modenhed, viden og gensidig respekt tillader, at man anerkender og accepterer forskellen på mand og kvinde er langt, langt dybere og dybfølt end et forhold, der tager det for givet. Der er forskel på at være 50 , når man når hertil og så at være 27 og vælge det, fordi det lyder interessant, spændende og en kende kinky og afvigende. I står med andre ord i et skelsættende vadested baseret på moden erkendelse og åbenhed."

Siden jeg meddelte min kvinde, at jeg ikke mere ønsker at tage hende for givet og vi erkendte at vores liv og seksualitet indeholder mere, har min kvinde og jeg bevæget og i en retning der er mere intens, dybere, gladere og mere rigtig end før i vores lange samliv. Vi har således fået en kommunikation hvor en stadig mere høflig og opmærksom tone os imellem har afløst konflikter. Ligeledes har vi fået et meget intenst samliv hvor daglig sex stadig mere er reglen end undtagelsen.
Min lyst til at udfordre hendes personlighed og krop, samt hendes ditto til at stå til rådighed, synes at have afløst tidligere tiders trivielle kampe om hvem der skulle tage initiativet.

Tilsvarende er vores forhold nu præget af en stor åbenhed om vores inderste ønsker. Fra min kvinde åbenbares i en strøm jeg ikke havde troet nu ønsker og erkendelser.
Fra at mit ønske om at hun skulle pierces var et emne som jeg gennem et par år forsigtigt fremlagde, som "hvad synes du om piercinger" til at jeg efter vores nyorientering formulerede det som et krav til hende, som hun gennemførte - er det forbløffende nu at høre hende med begejstring fremføre et ønske om en anden særlig piercing.

Blot bevæger vi os p.t. i et tempo hvor jeg er hurtigere til at erkende mine drømme og lyster men måske ikke får tænkt alle konsekvenser igennem, så er hun - uagtet jeg har lyst til at skynde på - den der bevæger sig i et mere moderat tempo.

Men selv om jeg til tider forledes til at ønske at forcere vores udvikling, så ser jeg det grundlæggende som rigtigt at der er al mulig grund til at leve i nuet og sætte retningen, men samtidig at vi går frem i et fælles tempo og værne om den udvikling der allerede er skabt mellem os.