En af de store gaver ved at blive ældre er at erkende, at kærlighed har mange udtryksformer og at ikke alle nødvendigvis er fysiske, men at et simpelt digt sagtens kan udfordre en langt ud over hvad vi ellers gør i det daglige.
Af min kvinde, er jeg blevet præsenteret for ovenstående digt af John Keath, der lyder:
As late I rambled in the happy fields,
What time the sky-lark shakes the tremulous dew
From his lush clover covert;—when anew
Adventurous knights take up their dinted shields:
I saw the sweetest flower wild nature yields,
A fresh-blown musk-rose; ’twas the first that threw
Its sweets upon the summer: graceful it grew
As is the wand that queen Titania wields.
And, as I feasted on its fragrancy,
I thought the garden-rose it far excell’d:
But when, O Wells! thy roses came to me
My sense with their deliciousness was spell’d:
Soft voices had they, that with tender plea
Whisper’d of peace, and truth, and friendliness unquell’d.
Lige nu forsøger jeg derfor at ihukomme de finere detaljer fra min engelskundervisning og at sanse digtets dybde.
Alt er seksuelt
8 måneder siden
Opslag
Ahh.. nu er jeg på hjembanen, rent sprogligt.
SvarSletDet er et meget fint 'sonnet' af Keats, skrevet til sin ven, digteren Charles Wells.
Det jeg synes er det smukke budskab i det, er at det meget smukt beskriver rosens skønhed, men at den kan ikke sammenlignes med skønheden af ægte venskab. Something like that..
Kh
Gato & gata
Kære venner
SvarSletRart at "se jer" i blogland og tak for fortolkningen som rækker lidt længere end hvad min engelsk formår.
Kærligst
Oscar